Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da Trainspotting væltede verden for snart 10 år siden var der vel ingen, der tvivlede på, at der med Ewan MacGregor var født et nyt stort skuespiltalent. Siden har MacGregor måske ikke fået de store chancer for at bevise talentet. Dog har han med Big Fish vist noget af det originale og i Young Adam oplever man igen MacGregor for fuld skrue i en yderst indadvendt og næsten kynisk rolle, som mange andre ville have svært ved fylde ud i al den enkelthed.
MacGregor spiller den stille yngling Joe Taylor, der har taget hyre på en pram, der sejler kul mellen Edinburgh og Glasgow. En dag finder han og skibets ejer, Les, et lig af en ung kvinde i vandet, og det antydes ret hurtigt at Joe ved en del om ligets herkomst. I en lang række flash-back sekvenser ser vi også at Joe har været kærester med den unge kvinde, men hvad ved han egentlig om hendes tragiske død. Er det selvmord eller en ulykke, eller har den unge kvinde været udsat for en forbrydelse. For at glemme sin forhistorie, hvor han bejlede til at blive digter, påbegynder Joe et yderst ekspliciteret seksuelt forhold til Les’ kone Ella – og på den måde glemmer Joe alt om spøgelserne fra en dyster fortid – næsten da. Det er her filmen for noget fortalt.
Det er filmens instruktør, David Mackenzie, femte film, men den første med et internationalt snit over sig. Han har tidligere lavet tre kortfilm inden han i 2002 nød godt af den dansk/skotske samarbejde, som Zentropa iværksatte for bl.a Lone Scherfig og Søren Kragh-Jacobsen, og lavede The Last Great Wilderness. Young Adam er derfor kun hans anden spillefilm, og det mærker man ikke. Tonen er britisk med dens nedtonede kitchensink-stil, der har skabt så mange store film. Og ved siden af MacGregor har Mackenzie fået de drøn dygtige Peter Mullan og Tilda Swinton til at spille ægteparret Les og Ella.
På billedsiden er filmen fantastisk. Der er nu intet smukt ved sentressernes skotske storbyer, men filmens fotograf har fanget den håbløse stemning i billederne, der præger hele historien og dens geografiske kontekst. Det er nærmest smukt i al dens håbløshed. Filmens sexscener er heller ikke filmet med Hollywoods glorificerende lyd- og lyseffekter, men i en stil, hvor nøgenhed understreger filmens tematik, der omhandler menneskets isolation fra resten af verden. Dertil passer de tre hovednavnes suveræne spil perfekt. Tilda Swinton er en af de få skuespillerinder, der kan være drønlækker og pivgrim uden at gøre noget særligt ud over at spille. Peter Mullans evner taler for sig selv. Vi kender ham fra bl.a. My name is Joe, hvor han vandt prisen for bedste skuespil i Cannes i 1998. Ewan MacGregors præstation er den bedste siden gennembrudet med Trainspotting i 1996, og hvor er det befriende dejligt at se ham i en kynisk og modbydelig rolle.
Når nu filmen er så tiltalende, er det selvfølgelig også suverænt at filmens score er smukt og ramt lige i øjet af David Byrne fra det suveræne 80’er-band Talking Heads. Musikken formfuldenthed og den atmosfære den skaber passer som hånd i handske til den skrabede æstetik, der præger hele filmen generelt. Vi har at gøre med en lille perle, der vil kræve seerens fulde opmærksomhed i to timer. Utålmodige seere vil stå af, men for cineaster er der virkelig noget at hente. Derfor 5 stjerner.
Ekstra-materialet er udmærket med en god bag-om-filmen feature, hvor alle roser hinanden højt undervejs – og det har de så også god grund til.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Scanbox.
