Skriv en kommentar
Introscenen til ”Un ano, Una Noche” bliver skudt med håndholdt kamera. Vi ser kæresteparret Ramón (Nahuel P. Biscayart) og Céline (Noémie Merlant) gå tæt sammen og ved den mindste lyd farer de sammen nærmest som ét samlet korpus, mens de i modvind bevæger sig væk fra koncertstedet/teatret Bataclan beliggende i 11. arrondissement, Paris. Deres bevægelse væk fra Bataclan er filmet i slow-motion for at betone og fremhæve det skæbnesvangre døgn i Paris den 15. november 2015. På ét enkelt døgn slog terrorister til på udvalgte lokationer i Paris og deres terrorangreb bestod af en serie af flere eksplosioner og skudepisoder. På Bataclan mistede 129 civile livet.
Filmen bygger på autentiske hændelser og filmens forlæg er bogen ”Peace, Love and Death Metal” fra 2018 skrevet af overlever Ramón González, som har gengivet og skildret sine egne og andre overleveres beretninger med mange detaljer. I ét interview fra 2020 udtaler Gozález sig ganske kort om, at det ikke nytter at spørge med ’hvorfor det skete’. Det er en række irrationelle handlinger, som har medført gruopvækkende og ubeskrivelige tragiske ar på krop og sjæl for livet for de overlevende.
I filmen skammer hovedpersonen Ramón sig over at have overlevet og de posttraumatiske symptomer viser sig hurtigt hos ham bl.a. angst og panik anfald sætter sig i kroppen. Modsat kæresten Céline, som i første ombæring vælger at fortrænge de uhyrlige hændelser og hvad hun selv måtte gennemleve for at overleve ved at holde den grusomme oplevelse for sig selv.
”C’est beau” siger Ramon og Céline uafhængigt af hinanden. Dét de omtaler som smukt er dampen, støvet og partikler i luften, som viser sig at være flager fra menneskehud og lig. I sådanne flashbacks får filmen på eminent og smukt vis fanget de autentiske beretninger. Især flashbacks hvor kameraet skærer igennem menneskemængden af panik, kaos, gråd, angstskrig, skrækindjagende og fastfrosne blikke, hvor disse grusomme hændelser får os som tilskuere til at gennemleve disse uhyrlige øjeblikke. Vi ser hvordan Céline sammen med andre overlevere er tvunget til at træde og gå på maste, døde menneskekroppe for at overleve.
Flashbacks fra koncertstedet/teatret Bataclan lader vente på sig i filmens første del (og den er lang) og disse flashbacks vises kun i al for korte glimt. En mere stringent og udfoldet række af sekvenser og erindringer af, hvad vores unge hovedpersoner gennemlever af ubeskrivelige grusomheder ville have været at foretrække. Deres sammenkomster med tætte venner, som også overlevet fremstår lidt for tamme og tomme, når de forsøger at snakke om, hvad de hver især gennemgår. Vennernes fremlæggelser og diskussioner giver filmen det autentiske præg, som filmens hovedpersoner ikke helt formår. Deres forhold slår ikke oprigtige gnister eller viser tegn på krise, kaos og frygt. Både Noémie Merlant og Nahuel Pèrez Biscayrt, især sidstnævnte gengiver deres karakter/person med inderlighed, personlighed, men sammen virker deres forhold for kunstigt og kærligheden og aggressionerne mellem dem bliver aldrig mærkbare og oprigtige for tilskueren.
Filmen kunne med fordel være kortere uden ét al for langt ’før’ og ’efter’ i forhold til hændelserne ved Bataclan. Vi er henne i filmens sidste del, da vi som tilskuere får at vide, at det hele startede med en uskyldig fødselsdagsgave, som består af en romantisk middag og to billetter til Célines yndlings band ”Eagle of Death Metal”, hvor the Eagles spiller koncert i Bataclan den 15. november 2015 i Paris.
