Skriv en kommentar
Ebbe Iversen har levet sin barndoms drømme ud. At skrive om film. Det har han gjort i henved 35 år og er dermed nok tæt på at være dansk filmkritiks grand old man. Gnavenhed, konformitet, kedsommelighed og andre uheldige (alders)skavanker er dog bestemt ikke noget, Iversen lider under. I hvert fald fremgår det ikke af mandens tekster. De er nemlig sprudlende, engagerede og oprigtige. Som om Ebbe Iversen vågner hver morgen ved tanken om, at i dag kan være den dag, hvor et nyt mesterværk møder kritikerens sanser. Eller i dag kan være den dag, hvor jeg møder den filmmager, som jeg så længe har beundret.
I bogen ”101 fantastiske filmfolk fortæller” har Ebbe Iversen samlet og opdateret en række interview med sine filmiske helte og heltinder. Her er interview med Bergman i pauserne under optagelsen af ”Fanny og Alexander” i 1982; en middagssamtale med Spielberg i København, 1978 kort efter, at Spielberg har instrueret ”Nærkontakt af tredje grad”; eller en række korte samtaler i form af gruppeinterview, nærmest mindre pressemøder sådan som interview med filmstjerner uheldigvis oftest foregår nu om dage.
De er her, alle stjernerne. Eastwood, Connery, Stallone. Og de bedårende kvinder; Lena Olin, Juliette Binoche. Også de mere særprægede filmfolk, som Harmony Korine, Sami Raimi og Abel Ferrrara, er der blevet plads til. En hulens masse navne at holde styr på. Noget for enhver smag. Det er jo på sin vis godt nok at dække sig ind og favne bredt og vidt. Men hvad bogen præsterer i kvantitet, mangler den unægtelig noget i kvalitet. De fleste samtaler bliver desværre mest i overfladen, selvom der er tiltag til mange gode emner. Om samtalerne bare ikke var længere, eller der er redigeret betydeligt i dem, ved jeg ikke. Det er blot ærgerligt, at bogformen, som ellers bedre kan rumme det lange, seje ridt snarere end dagbladsartiklen, ikke indeholder flere, længere interview.
Med de mange korte interview har bogen det med at glide ud i et. Det gør den let at læse, men det bliver svært at skelne, hvilken person, det nu er, man er i gang med at læse om.
Til gengæld skal Ebbe Iversen roses for sin tilgang til stjernene. Han er hverken underdanig, påtrængende eller leflende. Altid fremstår han oprigtig engageret og interesseret i at lære filmmageren bedre at kende og blive klogere på vedkommendes holdninger. Og så skriver Ebbe Iversen meget ærligt, som når han i mødet med Lena Olin proklamerer: ”Der skete det, at jeg besvimede. Det varede kun et ganske kort øjeblik, og jeg tror ikke, at nogen lagde mærke til det. Måske er besvimet også et lidt for stærkt ord at bruge, men i hvert tilfælde fik jeg et akut anfald af rødlige tåger for øjnene, heftig hjertebanken og gelé i knæene.” At Ebbe Iversen også formår at nedbryde fordomme, vidner samtalen med Woody Allen om:
”Det viser sig, at jeg virkelig får brug for min lang række hjemmefra forberedte spørgsmål, for Woody Allen sprudler overhovedet ikke med kaskader af vittige replikker ligesom i sine film, som jeg måske naivt havde håbet på”.
En anden styrke ved bogen er, at der for mange af samtalernes vedkommende er gået en del år, siden de fandt sted. Derved kommer udtalelserne til at stå i relief mod virkeligheden. Det er således ekstra stærkt at læse om Bergman, der allerede i 1982 sværger at dette bliver hans sidste spillefilm, når man ved, at den udtalelse kom til at holde stand.
Ebbe Iversens interviewsamling er underholdende, inspirerende og aldeles sprudlende skrevet. Her er vitterlig tale om en mand, der nyder sit arbejde.
Gyldendal.
