Skriv en kommentar
Den 38-årige bodybuilder, Dennis (Kim Kold), vil rigtig gerne finde en kæreste, men han bor stadig hjemme hos sin sygeligt omklamrende mor (Elsebeth Stentoft), som aldrig vil acceptere en anden kvinde i hans liv. Men Dennis bliver inspireret af sin onkel, der har giftet sig med en thailandsk kvinde, og beslutter sig for at tage til Thailand for at prøve lykken – men uden sin mors viden om det.
'10 Timer til Paradis' er Mads Mathiesens spillefilmsdebut og filmen er en videreudvikling af hans midtvejsfilm 'Dennis' (2007) på den alternative filmskole super16, der også har Kim Kold og Elsebeth Stentoft i hovedrollerne.
'10 Timer til Paradis' handler om Dennis' søgen efter kærligheden og løsrivelse fra sin mor. Hans enorme bodybuilder krop – som understreges ved siden af hans lille, skrøbelig mor og de små thai-piger – er fascinerende. Kontrasten er stor og komisk, når han sidder i sin mors flæsesofa med store tatoveringer på de enorme, muskuløse arme og drikker kaffe af blomstret porcelænsstel. Filmen leger med fordommene om at tatoverede bodybuildere som et minimum er lidt af en slagsbror, men i filmen er Dennis er en lille dreng, der er gemmer sig i en kæmpemæssig krop, der bliver symbol på hans hæmmede forhold til omverdenen – og særligt piger.
Filmen er i høj grad båret af amatørskuespillere, med undtagelse af Dennis' mor og Bents ven i Thailand, og det giver en stor originalitet til karaktererne (der findes garanteret ikke en professionel skuespiller, der også er bodybuilder). De er fundet i de miljøer, som filmen skildrer og de virker derfor meget autentiske og realistiske. Særligt Dennis' onkel, der er en splejset og slibrig mand, er meget original og svarer fuldstændig til de fordomme vi har om uheldige danske mænd, der er nødt til at tage til Thailand for at finde en kone.
Men der er bestemt heller ikke store skuespilpræstationer i filmen – selvom dialogen er holdt på et minimum – og det går meget ud over indlevelsen og indsigtens i karakterernes følelsesliv. Det forekommer fx ikke helt overbevisende, hvorfor moderopgøret kommer med 20 års forsinkelse, og det skyldes muligvis at skuespillet heller ikke er helt overbevisende – man aner aldrig rigtig, hvad Dennis tænker, for han har kun ét ansigtsudtryk. Og så nytter det jo ikke så meget at have originale karakterer, hvis publikum ikke lever sig ind i dem.
