Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Danny Boyle behøver snart ikke den store introduktion. Den britiske instruktør har for længst bevist sin relevans i filmverdenen, og fastslået sit navn igennem flere genrer. ”Trainspotting” blev mandens store gennembrud, som mange stadig anser som hans bedste film, men film som ”28 Days Later”, ”Sunshine” og ”Slumdog Millionarie” er ligeså meget film som han vil blive husket for. Sidstnævnte vandt både han og filmen endda Oscars for, så derfor var det også helt naturligt, at hans næste film blev indstillet til den prestigefyldte pris. ”127 Hours” vandt dog som bekendt ikke, og jeg spår den heller ikke den store chance til at være velkendt om blot 10 år. Ikke fordi at ”127 Hours” er en dårlig film, men den er meget nutidig og fortæller en meget lille historie om en naturelskende mand, der kommer grueligt galt af sted, og bliver klemt fast mellem klipperne i – ja, du gættede det – 127 timer. Her lærer vi ham at kende igennem minder og hallucinationer og naturligvis hans handlinger og opfindsomhed med at prøve at komme fri igen.
Danny Bole har som instruktør efterhånden mange kendetegn, som han også ivrigt tager i brug i ”127 Hours”. Det mest velkendte af slagsen, hans såkaldte fast-motion klipning, er dog fraværende i filmen, til gengæld har filmen et varmt farveskema, et meget hidsigt og nutidigt soundtrack og en nærmest manisk og tempofyldt fortællestil. Noget der forekommer de fleste en anelse sært, når man tager selve historien i betragtning. Det er dog ikke Boyles film i denne omgang, men hans hovedrolle spillet af James Franco. Manden har flere gange bevist sit værd, selvom de fleste af os ikke troede synderligt på ham efter hans middelmådige præstationer i ”Spider-Man” filmene. Hans bedste rolle anser jeg stadig som Allen Ginsberg i ”Howl”, men i ”127 Hours” brænder han ligeså igennem med en pragtpræstation. Det virker som om, at han bruger meget af sig selv i sine roller, og når de så minder bare en smule om hvem han i virkeligheden er, øges troværdigheden blot yderligere. Dette er dog ikke en film alene med Franco i filmens halvanden time, da han først fjoller rundt med nogle piger og senere hen hallucinerer og mindes sin fortid. Dette er muligvis grunden til, at filmen aldrig kommer helt op og ringe hos mig. Man føler ganske enkelt ikke mandens desperation, og en mindre manisk og mere langsommelig fortællestil ville have bidraget en del mere til den stemning, Boyle forsøger at få sit publikum i.
Der er ikke et kedelig øjeblik i ”127 Hours”. Historien lyder måske dræbende kedelig for flertallet, men udførelsen sparker i den helt modsatte retning. Det er en skizofren men også meget underholdende film, som viser at Boyle også magter de helt små fortællinger. Boyle har affyret sit fejlskud for lang tid siden med ”The Beach”, og det ser ikke ud til, at han vil ramme så markant ved siden af igen. Forhåbentlig vil han dog fortsat udfordre sig selv til det yderste, som han har gjort indtil nu. Personligt håber jeg på et større og mere fokuseret værk fra ham i fremtiden, men selvom jeg til tider har udtrykt utilfredshed med ”127 Hours”, kommer jeg ikke udenom, at det ganske enkelt er en god film. Bare ikke helt så fantastisk som man havde håbet.
Billede og Lyd – 6/6
Der hvor filmen ikke kommer helt oppe og ringe hos undertegnede, gør filmens billede og lydkvalitet det. Filmen er skudt digitalt i en høj opløsning, hvilket gør billedet nærmest pinligt rent. Her er intet flimmer, og det hele står konsekvent knivskarpt, og hver en detalje bliver afsløret. Boyles vision og leg med farver, varme og dybde skaber en perfekt symbiose, som giver filmen et billedligt liv. Filmens stilhed mellem det maniske soundtracks lydspor er ligeså imponerende. Der er kælet for detaljerne i baggrunden, som står frem og skaber en fremragende intensitet. Dette kan gå hen og blive en af de bedste udgivelser i 2011.
Ekstramateriale – 5/6
Kommentarsporet med folkene bag filmen bør ses af fans. Vi kommer godt omkring tilblivelsen af filmen, og så endda på underholdende manér. De slettede scener udgør over en halv time, hovedsageligt pga. en 20-minutters lang alternativ slutning, og er skam interessant nok. De to programmer der går bag om filmen, er dog det mest interessante ved ekstramaterialet. Her kommer vi godt under huden på Boyle, Franco og deres samarbejde, og vi får endda den rigtige Aron Ralston i snak. Desværre er der intet materiale fra de rigtige hændelser, da han af ukendte årsager ikke vil vise det til offentligheden. Til sidst er kortfilmen ”God Of Love” af Luke Matheny inkluderet, og den er ganske fin, selvom den intet har med ”127 Hours” at gøre. Desuden medfølger en digital kopi af filmen. Som helhed er ekstramaterialet i den grad godkendt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
