Skriv en kommentar
Krig er en tragisk ting, og med alle tragiske ting, er det perfekt til filmens verden. Krig er igennem årtier blevet portrætteret på det store lærred, og man kan tælle mange filmklassikere i denne genre. Dog er der også mange film i krigsfilm-genren der ikke er så vellykket, og mange af disse går med tiden hen i glemmebogen. Den danske fotojournalist Nicolai Fuglsigs debutfilm 12 Strong er fanget et sted imellem disse to scenarier, men hælder desværre mest til det sidste.
Klassisk, harmonisk og snavset.
Man har set det hele før i 12 Strong, lige fra starten til slutningen. Dette er selvfølgelig ikke en dårlig ting i sig selv, for man kan sagtens lave en god uoriginal film, men når en film rammer alle de forventelige punkter så klart som 12 Strong gør, så kan det ikke andet end at blive en irritation. Uden de store overraskelser hen ad vejen, bliver det kedsommeligt i længden. Det er synd, for skuespillet er ellers rigtig godt over hele linjen. Chris Hemsworth fungerer rigtig godt som vores holdkaptajn Mitch Nelson, og Michael Shannon brillerer som den indbidte Hal Spencer. Selv Michael Peña er overraskende god i en lettere uvant rolle som soldat. Den meget flotte cinematografi fortjener også at blive nævnt. Det er ikke på niveau med Blade Runner 2049, men billederne er stadig flot opsat. Klassisk, harmonisk og snavset.
Amerikanske krigsfilm kan godt være en farlig cocktail. Det kan meget hurtigt gå hen og blive noget krigsliderligt juks, og nærmest føles som om man sidder og ser en propagandafilm. 12 Strong ligger også og balancerer hårfint på propagandalinen, men for det meste redder 12 Strong den dog hjem med en respekt for det Afghanske folk, og en tydelig forskel mellem terrorister og almindelige afghanske civile. Ikke alle fra Afghanistan er terrorister, og det er vigtigt, at det kommer klart ud, når man laver sådan en film. Stor respekt til 12 Strong for at huske dette.
Commando-syndromet
Det er ikke altid at man ligger mærke til soundtracket i film, og når man gør, er det enten fordi det er super godt, eller super dårligt. Soundtracket til 12 Strong, komponeret af Lorne Balfe, ligger man mærke til, og det er desværre ikke fordi det er godt. Nogle steder er det nemlig alt for teatralsk til at kunne blive taget seriøst, og mange steder svælger musikken alt for meget ved de episke scener. Så lider 12 Strong også af Commando-syndromet, og for dem der ikke har set Commando med Arnold Schwarzenegger fra ’85, så menes der det urealistiske element med, at vores hovedperson aldrig bliver ramt af skud, lige meget hvor udsat de står, og hvor mange fjender der er. Især klimaks-scenen, hvor vores hårdkogte soldater rider i flok på heste i et relativt åbent landskab, lige ned igennem en flok terrorister, i hvad der føles som 20 minutter, lider særligt under Commando-syndromet. Ingen bliver ramt, men vores helte skyder selvfølgelig en masse på vejen. Det bliver for dumt, og pludselig smager linjen ”Based on a true story”, fra starten af filmen, dårligt i munden.
12 Strong er alt i alt et fint bekendtskab. Den er æstetisk flot og skuespillet kan man ikke sætte en finger på. Desværre er filmen for uoriginal og går hurtigt i glemmebogen når man træder ud af biografens mørke. Hvis du er til krigsfilm og hovedløs action kan jeg godt anbefale 12 Strong som et underholdende bekendtskab, men hvis ikke, så er denne film nok ikke noget for dig.
