Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den japanske instruktør Takashi Miikes produktion er stor; 89 titler siden 1991! Kun en brøkdel vises i vores biografer. Til gengæld har den internationale gennembrudsfilm ”Audition” (-99) gjort ham til et kultnavn, ikke mindst befæstet med ”Ichi the Kiler” (2001). Hos instruktøren er der næsten altid garanti for ultravold og sex. Hans evne til i ”Audition” at fremstille den pæne, undertrykte unge kvinde som et veritabelt sadistisk monster er fremragende. Og det er ikke svært at tolke udtrykket som bud på individets tilpasningspris i et senmoderne samfund som det japanske.
Der er nu ikke meget gys eller samfundskritik i samuraifilmen ”13 Assassins” der netop er udgivet på det danske dvd-marked. Filmen er en remake af Elichi Kudos film af samme navn fra 1963. Undertegnede har ikke set -63-udgaven. Til gengæld er det ikke svært at se, at filmen står i stor gæld til det der vel kan betegnes som samuraifilmen over dem alle, og den film der oftest sammen med Orson Welles´ ”Citizen Kane” (-41) benævnes verdens bedste film, nemlig Akira Kurosawas ”De syv samuraier” (-54).
Ligesom i ”De syv samuraier” samles i ”13 Assassins” en flok af de dygtigste samuraier frivilligt til en kamp, hvor de skal forsvare folket frem for en herre overfor en vældig overmagt. I ”De syv samuraier” forsvarer de en landsby, i ”13 Assassins” er landsbyen en kulisseby der fungerer som en fælde, som fjenden skal drage igennem.
Nok er billederne og settene imponerende og kampene effektive og lange (den sidste time er én lang kamp – ligesom i ”De syv samuraier”) men personskildringen op til den afsluttende kamp er ikke overbevisende. Desuden lykkes det ikke Miike at overbevise om vigtigheden af kampen for folket, for folket er mærkeligt fraværende. Vi ser og hører om fjendens, den regerende shoguns bror Naritsugos grusomheder, men de er først og fremmest forankret i grusomhederne selv, ikke i folket. Chokeffekten da et nøgent offer uden arme og ben vises frem er ikke til at tage fejl af. Men kroppen bliver mere et surreelt indslag – som i ”Audition” – end et offer for diktaturet.
Miike pointerer flere gange samuraiens dilemma mellem at tjene sin herre, som måske er grusom og uretfærdig, og at tjene folket. Pointeringen er dog mere et fortælleelement end en diskussion af dilemmaet. Vigtigere for instruktøren er åbenlyst kampene, der nok er spektakulære men lider under, at de 13 samuraier ikke rigtig fremtræder som personligheder. Tydeligst er det i gentagelsen af Toshiro Mifunes fabelagtige kriger og narrefigur Kikuchiyo fra ”De syv samuraier”. Kikuchiyo satte ikke blot modstillingen herrer overfor folk men hele krigerkulturen i relief, og åbnede for det poetiske i naturen, i kærligheden og i legen, midt i kampene for det daglige brød og midt i alle de grusomme kampe. Det samme findes ikke hos Miike.
Hvis nogle synes, at det er uretfærdigt at sammenligne, må de ikke glemme, at instruktøren Takashi Miike i den grad selv lægger op til det.
Ekstramaterialet består af trailer, slideshow og trailershow.
Another World Entertainment.
