Skriv en kommentar
Ud af det blå samles den unge fyr Usami pludselig op af tre unge mænd i en bil. Ingen forklaring, ingen motivation og ingen mulighed for at flygte. Den spontane kidnapning skal ikke skaffe den brogede bande penge eller lignende, i virkeligheden virker det egentlig ikke som om de rigtig selv ved hvad formålet med det hele er. Måske at lære Usami noget om livet? Måske at lære noget om hinanden? Måske er der ikke noget formål.
Det simple udgangspunkt er meget sigende for stemningen i Kazushi Watanabes første film som instruktør (han har siden lavet den noget anderledes ”Space Police”). Filmen virker på overfladen som sine hovedpersoner. Spontan, fragmenteret og uovervejet, men alligevel er det som om der er en mening med det hele. ”19” er blevet en episodisk, men alligevel meget flydende road-movie af den mere tilbagelænede slags. Som publikum lægger man tilværelsen på cruise-control og lader sig rive med af de tre skæve eksistenser der kidnapper den unge japaner. En halvskør hippie-leder, en stille og velovervejet storryger og en benhård, tavs chauffør. Den røde tråd der synes at være i deres liv er bevægelse. Aldrig står de stille. Selv i filmens sidste, mere dramatiske del, der udspiller sig på en strand er de tre altid i bevægelse. De tager livet som det kommer. Uden faste ejendele af synderlig størrelse, røver, snyder og banker de sig til overlevelse og vigtigere – bevægelse.
Watanabe hinter på humoristisk vis til filmens mere underlæggende temaer om at blive voksen, sammenhold og lykke og han provokerer til eftertanke ved at lade mange ting være usagt. Den unge instruktør har fået pragtfulde præstationer ud af de - for flertallets vedkommende – debutterende skuespillere, og lægger selv grundtonen i rollen som lederskikkelsen Yokohama. Det er dog Daijiro Kawaoka i rollen som den nervøse og sammenbidte Usami der er i centrum, og det er i høj grad hans udvikling vi følger. En udvikling der tager en yderst dramatisk drejning ved mødet med den noget mere handlekraftige ”Happy” (Masashi Endo, hovedpersonen fra kulthittet ”Wild Zero”). Filmens stille kapitelinddeling og formen med de nogen gange umiddelbart tilfældige scener fra verdens, til at starte med, mest udramatiske kidnapning, leder os på forunderlig vis ind i hovedet på den anspændte dreng og som publikum forstår man hans voksende sympati for bøllerne.
Filmens force ligger i den skarpe dialog, tørre humor og overraskende forløb, og så er det også ganske fornuftigt at den ikke er længere end den er. Watanabe er her hjemme mest forbundet med hans rolle som den opdragende, besøgsven i Takashi Miikes ”Visitor Q”, men den unge instruktør og manusforfatter har tydeligvis meget mere at byde på. ”19” er en god lille film om at lære at se verden fra forskellige perspektiver og om hvorledes unge såvel som ældre mennesker lever deres liv i vor moderne verden.
