Skriv en kommentar
Den 15 juli 2005 anmeldte jeg første del af Bernado Bertoluccis socialistiske mastodontværk ”1900”, som jeg gav 5 ud af 6 mulige stjerner. Første del foregik i starten af det 20 årh., hvor vi fulgte godsejersønnen Alfredo og bondeknægten, Olmo. De to blev født samme år og blev venner på trods af, at de tydeligvis udviklede sig i forskellige retninger (Læs anmeldelsen af del 1 her.)
I anden del af det store epos kommer vi ind i fortællingen, hvor Alfredo (Robert De Niro) fører sig frem i byens rum. Men selv i byens rum aner man de sortblussede fascister for general Mussolini kom til magten i 1922. Alfredo og kæresten befinder sig på et vildt kokaintrip, da et vigtigt telegram ankommer. Alfrodos fader, fortæller telegrammet, ligger for døden, hvilket betyder, at Alfredo må tage ud på landet til godset straks. Faderen er imidlertid død, da Alfredo ankommer, og nu er den unge playboy så tilbage og ifører sig straks godsejerpelsen og sætter sig i spidsen for godset.
Livet på godset er dog langt fra uproblematisk. For selvom det smukke gods umiddelbart virker som et drømmepalads, er der noget, der ulmer under overfladen. Der er sprækker i murene, for hele Italien er splittet mellem det gamle patriarkaske fyrstenvælde og den opblussende og sejrende fascisme. Bagved lurer daglejernes oprør også; de kommunistiske tanker har forplantet sig hos enkelte bønder som Alfredos barndomskammerat Olmo (Gérard Depardieu). Super-fascisten Attila (Donald Sutherland) udøver sit vanvid, og Alfredo gør intet ved det, så vanviddet breder sig som ringe i vandet. Efter et storladent drama kommer det endelige opgør, mellem kommunisme, fascisme og den gamle adel.
1900 er et helt igennem mesterligt værk. Bertoluccis film kan således næsten ikke roses nok. Æstetikken er gennemført hele vejen igennem, og fyldt med scener, der tatoverer sig ind på hjernebarken. Man således både skræmmes, væmmes og fascineres af det storladne værk, og det til et stemningsmættet lydspor skabt af mesteren Ennio Morricone, der også har leveret musik til barndomsvennen Sergio Leones film samt Tornatore og Pasolini for bare at nævne et par stykker.
Det psykologiske spil mellem barndomsvennerne Alfredo og Olmo fortsætter fra 1. del, men udvides betragteligt ved, at fascisten Attila med sit vanvids raseri fylder meget, sjældent har et dumt svin været mere uhyggelig og ond. Sideløbende med det kommer Alfredos magtesløshed til at gå udover forholdet til konen, et aspekt af filmen, der i sig selv graver dybt ned i den menneskelige natur.
Således er det gigantiske værk mangfoldigt og udfordrende. Det provokerer en til det yderste og tvinger en til at tænke over, hvad et menneske er, og hvad ideologier kan gøre ved dem. Samtidig er filmen et om end meget personligt men også vægtigt bidrag til at forstå de vilde ting, der var på spil i et land som Italien op igennem det tyvende århundrede.
For selvom 1900 er et værk, der synes meget fanget i sin samtid og således har et stærkt kommunistisk standpunkt, forfladiger den aldrig de menneskelige relationer, hvilket gør den til et evigt relevant stykke kunst.
Til tider trækkes pointerne en anelse i langdrag, specielt slutningen kan derfor synes en smule for langstrakt. Men så suges man istedet ind i de halvgeniale filmiske tricks, som filmen benytter sig af. F.eks. er det værd at lægge mærke til en af de sene scener, hvor Olmo kigger direkte ind i kameraet, hvor han taler direkte til os nede i salen, hvorefter kameraet glider om bag ham, hvor flokken af marxistiske oprørere befinder sig, således sætter man seeren ind i den flok, og hvor er det dog genialt og dybt irriterende på samme tid.
De fremragende skuespilpræstationer fortsætter med at imponere i anden del. Sutherlands rolle som Attila, hvis arrogance og fremtidstro var ulmende i første del, udvikles yderligere. I anden del træder Sutherland yderligere i karakter og spiller en af de ondeste roller, jeg har set på film. Vanviddet slår således forfærdelige gnister ud af de udstående øjne, på det der både er en hund og et menneske.
Samspillet mellem Depardieu og De Niro fortsætter også, hvor det slap i første del. Man mærker, hvordan barndommens bånd knytter de to, mens de alligevel glider fra hinanden. De to når således i løbet af filmen at spille overbevisende som unge vilde fyre, modne mænd og aldrende stokkebrugere.
Så se både første og anden del af Bertoluccis store værk, der vandt en Bodil for bedste europæiske film, for dens eminente skuespil, fascinerende æstetik og skræmmende portræt af menneskeheden.
