Skriv en kommentar
En mester i aktion
Filmen er instrueret af Sam Mendes, som for præcis 20 år siden debuterede som filminstruktør med American Beauty, som udover at være en af undertegnedes favoritfilm, ligeledes blev honoreret med 5 Oscars, inklusivt én til Mendes og én for Bedste Film.
Siden har han lavet film som Winslet/DiCaprio familiedramaet Revolutionary Road, Tom Hanks gangsterfilmen Road to Perdition, samt James Bond filmen Skyfall. Lige meget om der har været tale om pompøse Hollywood actionbrag eller de mere smalle, kunstnerisk prægede film, eksisterer der en bestemt nerve og signatur i Sam Mendes værker der ikke kan benægtes. Det er en musikalitet og en rytmik i både lyd og billede. Fra et kamera der trækker langsomt mod karakteren til et mørkt og regnfuldt tableue, der markerer døden på karakteren. Og så er der den tematiske behandling af konstruktionen af familie, hvad enten den så er biologisk eller surrogat. Sam Mendes er en kunstner som i høj grad formår at udnytte det både AUDIO og VISUELLE i den audiovisuelle kunstart, spillefilmen. Men han er naturligvis ikke alene om det. Med på sin kreative rejse har han fået hjælp af komponisten Thomas Newman og kameramanden Conrad L. Hall, som mere end nogen andre har været med til at definerer Sam Mendes’ visuelle og auditive udtryk. I dag har Roger Deakins overtaget kameraroret fra Conrad L. Hall, og det er mindst ligeså godt som før. Alle disse trademarks er mere end nogensinde før tilstedeværende i Sam Mendes nye film om 1. Verdenskrig.
To unge britiske menige fra. den 8. armé (Dean-Charles Chapman, George MacKay) bliver beordret den umulige mission af general Erinmore (Colin Firth), at trave den lange vej over fjendens territorium for at stoppe en allieret gruppe på 1600 soldater, og en af de meniges brødre, fra at træde i en dødbringende fælde opsat af de tyske fjender. Undervejs må de forholde sig så stille og usynlige som muligt for at undgå nærkontakt med fjenden, hvis de skal gøre sig forhåbninger om i sidste ende at kunne redde deres kampbrødre.
Det er filmens handling. Det er ikke engang en hurtig synopsis. Filmen handler ikke om mere. Og udover den sagligt simple handling, får vi heller ikke betydelig indsigt i karaktererne, vi følger.
At være med på rejsen
Men på trods af at der er skåret helt ind til benet, hvad angår karaktereksposition og handlingsdybde, formår filmen alligevel, som det er gjort tidligere med filmen Dunkirk, at fordybe os i både karakterer og plot på baggrund af rent stilistisk visuelle elementer. Filmen er skudt som én lang sekvens, hvor kameraet uden at klippe, fører os gennem 1. verdenskrigs slagmarker med pigtråd og eksplosioner. Der bliver altså ikke klippet væk fra grafisk voldelige sekvenser. Alt bliver skåret ud i pap og vi viger ikke fra de meniges fortvivlende søgen. Vi er derimod med dem i skyttegravene. Og derved opstår identifikationen. Vi er ikke observatører. Vi er participerende i de rædsler som finder sted. Som den tredje soldaterkammerat. Vi behøver ikke lange monologer omkring bålet om aftenen om de meniges liv derhjemme og om konen der venter barn. For det ville bryde med fiktionsillusionen, da vi inderst inde godt er klar over, at i kampens hede er der ikke tid til at fortabe sig i gamle minder som kloge herolder, der proklamerer krigens forfærdeligheder. Og det er overflødigt, for som filmen illustrerer, så er det faktisk muligt at show, don’t tell.
Man kan ikke tale om 1917 uden at tale om musikken af Thomas Newman. Modsat den tidligere nævnte Dunkirk med musik af Hans Zimmer, går Newman i en anden retning. Hvor musikken i Dunkirk baserede sig på lydeffekter, der skulle accentuere handlingerne, bibringer Newman en mere symfonisk og melodiøs lyd, som underbygger krigens store omfang samt soldaternes heltemod. Og det fungerer yderligere som en rød tråd, der formår at skabe struktur i en ellers kaotisk repræsenteret verden.
1917 er en spændingsforlystelse, hvor man får muligheden for at være på første række i oplevelsen af 1. verdenskrigs rædsler. Krig er ikke repræsenteret så godt siden åbningsscenen i Saving Private Ryan fra 1998, og resultatet er en synæstetisk (Påvirkning af én sans udløst af et andet sanseindtryk, red.) oplevelse, som indvarsler en ny måde at opleve filmmediet på.
