Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
At der har været et MIT Blackjack Team er rigtigt nok: En gruppe højt begavede studerende fra Harvard og Massachusetts Institute of Technology, der tog til Las Vegas for at vinde penge – rigtig mange penge – ved systematisk at tælle kort og benytte sig af simpel sandsynlighedsregning. Ikke med kasinoernes gode vilje, naturligvis, da deres levegrundlag er, at chetonerne bliver sat efter følelser og ikke rationaler.
Men bogen, Bringing Down the House, som 21 er brygget på, blev tidligere på året pillet fra hinanden og dokumenteret som ikke alene overdrev, men også flere steder decideret påfund, af de lokale aviser i Boston. En rimelig baggrundsviden at have i baghovedet, når du ser 21 – uden at det dog bliver afgørende for filmens underholdningsværdi. For 21 er først og især som sidst en tydelig hollywoodiseret fortælling; mere smart end realistisk.
Den unge brite Jim Sturgess, som vi senest så synge sig hæderligt igennem Beatles-musicalen Across the Universe, er i 21 ret god i hovedrollen som Ben Campbell. Han drømmer om Harvard; har evnerne og viljen – men mangler pengene, 300.000 dollars. En matematikprofessor (Kevin Spacey) øjner hurtigt Bens begavelse og inviterer ham med om bord på det tophemmelige Las Vegas-hold, der som sit mest kendte ansigt også består af kønne Kate Bosworth som Jill. Ben er en forsigtig og hæderlig fyr, så han siger først nej; siden ja – bare indtil han har de 300.000 dollars.
Den første times tid af 21 er klart bedst, faktisk god. Trefjerdedel båret af Sturgess’ indre trakasserier om at give los – den sidste fjerdedel af Spaceys automatkarisma. Det er ikke udpræget dybt, men portrættet af den følsomme unge mand er fint. Det samme er planlægningen af kuppet. Med andre ord; så længe vores venner bliver i Boston, fungerer 21.
Men de skal jo til Las Vegas, ved vi. Men i takt med at Ben og Co. skovler penge ind, taber jeg interessen for dramaet. Det friske, smarte og de hurtige klip tager over; de åbenlyse konflikter, der opstår, er forudsigelige, og de store følelser – inklusive en lille kærlighedsting mellem Ben og Jill – forbliver ufarlige for mit temperament.
Slutningen leger lidt med os, og det er såmænd fint. Det inkluderer blandt andet en brutal sikkerhedsvagt i skikkelse af Laurence Fishburne, der er gået hen og er blevet stor og firkantet som en mursten, men ellers spillers sine udmærkede kræfter på denne rolle.
Sådan lige omtrent hæderlig kupagtigfilm må være det mest præcise svar, skulle nogle have stillet spørgsmålet; anbefalet eller ej?
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
