Skriv en kommentar
Julie Delpy er en alsidig dame, der både kan præstere foran og bagved kameraet. I 2 Days in New York gør hun begge dele på én gang. Filmen (hendes fjerde som instruktør) er en fortsættelse på 2 Days in Paris (2007), og igen er komiske kulturmøder det centrale udgangspunkt.
Franskmændene kommer!
Marion (Julie Delpy) og Mingus (Chris Rock) lever op til alle forestillinger om et moderne og multikulturelt New Yorker-par. Hun er fotograf med franske rødder. Han er indfødt (afro)amerikaner, kæk radiovært og kæmpe Obama-fan. De har begge slæbt børn fra tidligere forhold med ind i deres kosmopolitiske tilværelse sammen. Alt er godt – indtil Marions franske familie kommer på besøg!
Pølsesmuglere
Den franske familie består af Marions madglade far, Jeanot, (spillet af Delpys egen far), lillesøster Rose og hendes kæreste Manu, der tilfældigvis også er Marions ekskæreste. Inden de når frem til lejligheden, bliver de dog tilbageholdt i lufthavnen, fordi de har forsøgt at smugle 12 kilo ost og pølse ind i landet.
Marions familie er med andre ord franske med stort F, hvilket (åbenbart) vil sige, at de opfører sig uhørt åbent på grænsen til det ubehøvlede. Rose trisser nøgen rundt i lejligheden for øjnene af Mingus. Manu køber pot for øjnene af børnene og klipper negle henover morgenmaden. Far Jeanot ridser amerikanske dollargrin med sine nøgler. Og Mingus bliver hurtigt gjort opmærksom på, at hans navn rimer på cunillingus.
Konstant konfrontationskurs
De to familier er på konstant konfrontationskurs, og især Mingus er rystet over franskmændenes manglende pli og situationsfornemmelse. Spydige bemærkninger fyger hen over middagsbordet i et rasende tempo. Filmen har sine sjove momenter, og især Chris Rock glimter med sarkastiske bemærkninger, der trækker på hans timing fra stand up-scenen.
Desværre bliver det hele meget plat og forudsigeligt i længden. Første gang Mingus og Jeanot misforstår hinanden på grund af sprogbarrieren, er det morsomt. Fjerde gang er overraskelsesmomentet ikke helt det samme.
Tegneserieagtige stereotyper
Desuden er Marions franske familie skildret som tegneserieagtige stereotyper. Selvfølgelig er 2 Days in New York en komedie, hvor overdrivelse jo skal fremme forståelsen. Men det virker simpelthen for let at reducere de franske gæster til en flok croissant-elskende livsnydere, der åbent diskuterer onani og orgasmer.
Til sidst når Marion og Mingus selvfølgelig frem til, at ethvert forhold er et kompromis, som indeholder det bedste (og værste) fra to verdener. På samme måde har 2 Days in New York også sine både op- og nedture og kommer kun i mål som en middelmådig komedie om en moderne fransk invasion.
