Skriv en kommentar
Hanna og Simon kan fejre 20 års jubilæum som kærestepar. Tilfældigt kommer de i tanke om det og fejrer det over en Dönerkebab – en kebab med pommes friter. Begge er de veluddannede og del af den kreative klasse i Berlin, hvor vennekredsen også arbejder med viden og kunst. Hanna er forsker og har sit eget tv-program. Hun er vært og interviewer eksperter, hvad der bl.a. er etisk forsvarligt inden for det at lave forsøg med liv. Simon er selvstændig og lever af at omsætte kunstneres idéer til kunst f.eks. skulpturer i det offentlige storbyrum.
Både Hanna og Simon udfylder tomrummet med kulturelle aktiviteter og venner. Det er gentagelser og daglig rutine på trods af, at de hverken er forpligtet på børn eller familie. De er begge omkring de 40 år og har valgt børn og ægteskab fra. I deres stille sind, længes de efter at blive bekræftet og flirte. Da de møder Adam uafhængigt af hinanden og i forskellige sammenhænge, tvinges de til at tage deres liv og forhold op til revision. Adam får dem begge til at blomstre og længes efter noget, som er ekskluderet i deres forhold. Hanna ønsker sig pludselig børn og Simon finder ud af, at han også er til mænd.
Vendepunktet i filmen synes at være, da de to mænd møder hinanden i svømmehallen. Skuespillet mellem dem har et roligere tempo og deres samtaler virker naturlige og vedkommende.
Vendepunktet har en positiv indflydelse på de videre scener og skuespilpræsentationer
Scenen hvor Hanna sidder i taxi og for anden gang har været sammen med Mark, smiler hun ikke som første gang, men virker tænksom. Kameraet glider fra hendes synsvinkel til forruden af taxien, hvor man ser Adam bagfra med sin hvide motorcykelhjelm. Filmteknisk er det en flot vinkling både på indholds- og billedsiden. Derefter følger kameraet Adam på motorcyklen. Udover forskning holder han sig i gang med svømning, fodbold, karate og kor samt har sin egen båd og en søn, som han besøger hver 14. dag. Han er noget af et über-mensch.
Vi ser også Mark i tænksomme stunder, hvor han er alene. På sin egen stille måde forfører han både kvinde og mænd. Han ved, hvordan han gør mennesker trygge og giver dem tilstrækkelig selvtillid, så han kan røre ved dem. Eksempelvis er han seksuelt tiltrukket af sin forskningsassistent, en ung mand, men ikke mere end det.
Fortællingens præmis er tydelig. Der bliver sat spørgsmålstegn ved om det i fremtiden stadig vil være eller skal være det heteronormative par, mand og kvinde, som udgør den rette kernefamilie.
Filmen inddrager tilskuer til at tage stilling til, om andre konstellationer kan give samme tryghed og omsorg som modspil til den konventionelle opfattelse af, hvordan kernefamilie kan defineres i fremtiden.
Fortællingen om et trekantsdrama er ujævn. Den første tredjedel af filmen virker utroværdigt. Undertegnede anmelder får mere et indtryk af, at skuespillerne står på en teaterscene. Deres gestik og dialogerne er tæt på replikskifte. Det er især Hanna som bliver en karikatur og overdrevent end en fortvivlet kvinde, der på troværdig vis følelsesmæssigt famler i sit forhold.
”3” eller ”Drei” er ikke en stærk fortælling. Det er forholdet mellem de to mænd, som viser, hvordan kærlighed både tilfældigt og naturligt opstår. Det befriende ved filmen er, at den hverken er sentimental eller intrigant, men nøgtern og eksperimenterende.
