Skriv en kommentar
”I dag befrier vi verden for mysticisme og tyrani” skriger David Wenham (The Two Towers, Van Helsing) inden han som spartaneren Dilios, i spidsen for det græske modangreb, stormer de Persiske horder. Scenen er sat til en episk kamp for oldtidens Grækenland og de græske dyder der lagde kimen for meget af vores moderne samfund. Man kan sige meget om symbol sproget i 300 og sikkert finde mange paralleller til nutidige krige og uretfærdigheder. Men hvis man lige lader onkel Freud og de åbenlyse, forudsigelige fortolkninger ligge et øjeblik, så handler 300 om en mytologisk fortælling med historisk baggrund. Slaget mellem Xerxes enorme Persiske hær og alliancen af Græske bystater, repræsenteret af Kong Leonidas og hans 300 spartanere.
I 480 f.Kr. mødte en alliance af Græske bystater en enorm Persisk invasionshær. Det mest berømte slag i den krig er slaget ved Thermopylæ. Grækerne var i undertal men terrænet var på deres side og derfor formåede de at holde fjenden stangen. Denne legendariske historie i krigen mellem Perserne og Grækerne er netop hvad der har inspireret filmen 300. 300 Spartanske krigere anført af Kong Leonidas holdt den eneste vej perserne kunne passere og påførte dem enorme tab. Mange historier er blevet inspireret af den oprindelige myte om de 300 spartanere og Frank Millers 300 er endnu en af dem. The 300 Spartans af Rudolph Maté (1962) indtroducerede oprindeligt Frank Miller for historien, men Miller er dog mere interesseret i drama end historie, og som en af noir-genrens absolutte mestre er hans udgave noget helt specielt. At se den græske phalanx på arbejde, specielt i denne tegneserieversion, er som at se en Leopardkampvogn trille gennem en træpallisade. Dybt imponerende. Frank Miller og instruktør Zack Snyders formål her er at det skal være cool. Dette er mere stil end historisk korrekthed og det virker for filmen. 300 er fantasy-noir med et skud Shakespeare. Det er hormondryppende macho kultur på speed, men udført med så godt håndværk og så meget følelse at det bliver til mere end en homoerotisk slåskamp mellem halvnøgne mænd, med lændeklæde og misundelsesværdige mavemuskler.
Det meste af 300 er skudt på green-screen og filmen glemmer ikke sin tegneserie arv. Ligesom den sidste Frank Miller filmatisering, Sin City, er man hensat til en skyggeverden hvor mørket hersker og hvor mænd er rå og egentlig burde bære trenchcoat. Scenerierne er enten idealiserede skønmalerier eller dystre, golde landskaber under en blodrød himmel. Dette er en 100 procent stiliseret film. Det giver fortællingen en endnu kraftigere mytologisk glød og til tider føler man sig hensat til en teaterscene. Men der er også en grundlæggende følelse af at være vidne til noget Shakespeare eller marlowiansk teater. Når der ikke bliver kæmpet blodige slag bliver der talt, og der bliver talt dybt og kraftfuldt som var det King Lear eller den rablende Hamlet selv. Det handler om fædre og sønner, og det handler om de tunge beslutninger en konge må træffe. Hvis ikke Miller har været der burde han bestemt kaste sig over Marlowe eller Shakespeare i fremtiden.
Fortællinger om stoisk kompromisløse mænd er altid nemme at falde for og det gør sig også gældende i 300. Men midt i den bloddryppende, brutale historie får man samtidig billedet af kærlige ægtemænd og stolte fædre. Der er et væld af følelser som man aner lige under overfladen i det stoiske Sparta. Under de kolde krigere er der dybe passioner. Specielt i sammenspillet mellem Gerard Butler og Lena Headey som mand og kone, Kong Leonidas og Dronning Gorgo, får man det at se. Det er smukt, hjertevarmt og virkelig gribende. Gerard Butler (The Phantom of the Opera) er også aktiv på de skrå brædder og i 300 er han en konstant dominerende kræft. Han ville til enhver tid høre hjemme i en moderne opsætning af et Shakespeare stykke.
David Wenham spiller historiens fortæller Dilios. Hans lidt pibende stemme står i stærk kontrast til den ellers så macho film. Midt i al kriger kulturen skal han forestille at være den intellektuelle blandt de 300 (dog stadig med six-pack og blodigt spyd) og hans stemme understreger dette. Det er dog stadig et lidt pussigt valg.
Rodrigo Santoro (Lost) bør nævnes for sin Rolle som Xerxes. Selv uden hans CGI frembragte status som kæmpe ville han have været en magtfuld fremtoning på skærmen. Blandingen af magt og styrke med det androgyne og følelsesladede bliver til alt hvad oldtidens grækere frygtede ved orienten. En fantastisk skurk.
300 har intet kompliceret plot og ingen store overraskelser. Hoveddramaet, udover det store slag, består af far-søn relationer og så en konges hårde beslutninger. Men det er bare så vellavet og stilrent at filmen fungerer umådeligt godt. Jeg var kongeligt underholdt hele vejen igennem og stemningen fanger virkelig. Frank Miller har selv været med i produktionen som executive producer og derfor er filmen, trods små ændringer, ganske tro mod Millers originale streg. Så tag en tur på den mørke side, i Frank Miller land.
