Skriv en kommentar
3096 Dage = 8 år
Det var alle Natascha Kampusch’ teenage-år som forsvandt. Som 10-årige bliver hun på vej til skole kidnappet og bortført i en hvid varevogn. Først som 18-årige lykkes det hende at slippe væk. Kidnapperen, Wolfgang Priklopil spillet af Thure Lindhardt har omhyggeligt udvalgt Natascha, som bliver spillet af henholdsvis Amelia Pidgeon (10 år) og Antonia Campbell-Hughes (teenager). Wolfgang har måneder forinden kidnapningen forberedt alt. Han er perfektionist. Han har selv bygget kælderrummet i sit hus, hvor Natascha bliver spærret inde. Det er et rum med håndvask og toilet. Offeret er totalt afhængig af ham. At han lader luftkanalen være åben, så hun kan trække vejret, og at han kommer med mad.
Forholdet mellem offer og kidnapper
Adlyd mig gentages overdrevet i filmen. Wolfgang Priklopil har opsat et telefon-kontrolsystem, så han kan overvåge, hvad Natascha foretager sig nede i kælderen. Regel nr.1: Det er forbudt at begå selvmord. Wolfgangs sindssyge bestemmer stemningen, og hvilken rolle Natascha skal spille over for ham. Han svinger fra ondskabsfuld til legesyg, kælesyg og omsorgsfuld.
De har kunstige hyggestunder ved højtider som f.eks. jul, fødselsdag og færddiggørelser af projekter. Eksempelvis ved juletid pakker Natascha selv den walkmann ind, som hun får af Wolfgang. Hun spiller overrasket foran Wolfgangs kamera. Han er besat af at filme hendes reaktioner, når hun får gaver. Begge er ved højtiderne klædt i deres fineste puds. En anden stor begivenhed, som er værd at fejre i Wolfgangs optik er færddiggørelsen af Natascha’s værelse. Værelset er malet i lilla og alle tingene i rummet matcher farven. Selv Wolfgang har i dagens anledning taget lys-lilla skjorte på for at matche værelsets farve.
Wolfgang har tvunget Natascha til at deltage i værelsesprojektet fra dets spæde begyndelse. Det har været hårdt arbejde for hende, fordi hun bl.a. er underernæret. Wolfgang sulter hende, fra hun begynder at udvikle sig fra pige til kvinde. Han bryder sig tydeligvis ikke om kvindekroppen. Faktisk finder han kvindekroppen direkte frastødende , hvilket hans tur i byen på et diskotek viser. Én kvinde finder ham seksuelt attraktiv og forsøger at gnide sig op og ned ad ham, mens de danser. Han flygter og irriteres over denne kvindes påtrængenhed. Han bruger byturen som en slags ’opvarmning’ og tager direkte hjem. Han tvinger Natascha til at sove i sin seng, hvor deres håndled er bundet sammen. Diskoteksscenen kan Natascha kun have hørt om fra ham, da hun ikke var med. Samtidig er scenen en anelse tvetydig. Er Wolfgang pædofil, homo eller bødlen som Natascha knytter sig til og derfor griber hun ikke de oplagte muligheder for flugt?
Stockholmsyndromet, hvor offeret knytter følelser eller måske forelsker sig i bødlen eller i dette tilfælde kidnapperen anes der en snært af i filmes intime scener. Undertegnede anmelder kan ikke undgå at associere til den italienske filminstrukør Liliana Cavanis’ Natportieren – Il Portiere di Notte/Natportieren fra 1974 med Charlotte Rampling og Dirk Bogarde, som henholdsvis fange og nazi SS-officer. De genoptager deres bizarre forhold efter krigen er slut.
3096 Dage kunne med fordel været skåret ned til halv-anden time i stedet for to timer. Den sidste halve time, bygges der op til slutningen og udfasningen af denne frygtelige indespærrethed forekommer en smule svag i filmens gengivelse. Det er ærgerligt. Thure Lindhardt spiller den neurotiske, sindssyge person, Wolfgang Priklopil troværdigt og får de sindssyge tvangstanker frem, så de fremstår humoristiske.
