Skriv en kommentar
Der har i gennem tiden været et utal af sportsfilm, som beskæftiger sig med forskellige sportsgrenes historiske begivenheder, og nu er tiden kommet til en visuel historiefortælling om Jackie Robinson – den første sorte spiller i sportsgrenen, som kæmpede mod resten af verdens undertrykkende racismepolitik.
Holdlederen Branch Rickey(Harrison Ford) tager kampen op mod racismepolitikken, som præger Amerika i årene efter 2. verdenskrig. Vi følger en verden i 1947, hvor Ricky for alvor sætter sig selv og den ukendte afroamerikanske Jackie Robinson (Chadwick Boseman) i søgelyset med en professionel kontrakt til en farvet spiller på holdet The Brooklyn Dodgers. Hele racedilemmaet bliver for alvor lukket ud i det åbne forum, og vi følger Robinsons benhårde kamp for at modstå det enorme pres fra racisme-tilhængere overalt i hans hverdag.
Handlingen er en klassisk opsætning i en historisk kontekst, hvor instruktøren Brian Helgeland forsøger at indramme en fantastisk historie gennem en nøje sammensat kronologi af genindspillede øjeblikke fra det virkelige liv. Historien er rigtig underholdende og hiver seeren ind i baseball-universet på et af de største vendepunkter i sportens historie. Man får den interessante historie om, hvordan hele holdets sæson blev forvandlet til ikke blot et mediecirkus, men en gemen menneskejagt som udfordrede folks holdning til, hvor langt den amerikanske menneskefrihed burde strække sig.
På trods af mange mindeværdige øjeblikke i handlingens forløb, kan man dog ikke undgå at falde over den mangelfulde behandling af en exceptionel historie. Instruktøren har forsøgt at inddæmme historien indenfor visse filmiske rammer, hvilket gør, at den virkelige historie ikke kommer til sin fulde ret. Det sker bl.a. gennem et overforbrug af patriotisme og en historie, som er blevet pakket alt for sukkersødt ind. Hele atmosfæren er spækket af unødvendig selvpromovering, og karaktererne bliver en smule for orienteret om deres stereotype rolle, hvilket udmunder i et lidt mekanisk og langtrukkent skuespil. Filmen ville være stærkere, hvis handlingen viste viljestyrke frem for at promovere de altoverskyggende undertoner af moralske og belærende elementer. Man mangler de dystre sider af Robinsons hektiske liv, og selv de værste racistiske scener i filmen er magtløse i forhold til, hvor meget fokusset ligger på de positive sider. Filmen har brug for et større kick af barske realiteter, som kan give et værdigt billede af de forfærdelige udfordringer, som Robinson måtte gå i gennem for at give sorte mennesker retten til at spille professionel baseball.
På trods af Harrison Fords flotte afbildning af Branch Ricky, hovedrolleindehaver Chadwick Bosemans hjertegribende præstation og Lucas Blacks fornemme portrættering af Pee Wee Johnson – som alle tre vinder seernes hjerter - så virker mange af de andre skuespillere til at overspille deres karakterer, hvilket resulterer i en desværre påtaget omgang mekanisk skuespil. Men ser man bort fra en lidt sløv start på filmen, kommer handlingen hurtigt på banen igen med fornyet styrke.
Sportsånden er uden tvivl intakt hele filmen igennem, og de klassiske sportsøjeblikke er meget mindeværdige og ikke mindst nervepirrende.
Hvis instruktøren havde skruet lidt ned for patriotismen, moralerne samt skuespillets overdrivelse - og i stedet fokuseret på den mere sportslige del af historien samt inddraget de dystre undertoner - ville filmen have været en stor succes. Som den ser ud nu i sit gammeldags udseende, må den nøjes med en mellemkarakter fra min side.
Bonusmateriale
En lidt kort omgang bonusguf, som bl.a. byder på en tættere forbindelse til den virkelige historie gennem skuespillerne og instruktørens kommentarer til filmens koncept. Derudover går en anden kort dokumentar i dybden med historien om Jackie Robinson og selve betydningen af hans nummer på spillerdragten, 42. Samlet set en lidt speget bonussektion, men giver alligevel en fin afslutning på udgivelsen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros.
