Skriv en kommentar
Med denne dokumentarfilm har fire instruktører dokumenteret livet i det daværende Ungdomshus på jagtvej med fokus på brugerne og hele miljøet omkring huset. Seeren får et billede af, hvordan huset så ud indefra og hvilke dynamikker, der prægede det. Filmen skildrer husets sidste leveår op til rydningen ved at følge de unge aktivister, der giver udtryk for deres tanker og overbevisninger. Den første halvdel af filmen fungerer som en præsentation af huset, de uskrevne regler, ideologien og hele miljøet generelt. Dernæst vises den begyndende frustration hos de unge efter domsafsigelsen, der endegyldigt lukker enhver mulighed for, at huset fortsat kan drives videre.
Filmen er inddelt i 8 tematiske kapitler med titler som Cancer henover McDonald’s, Torturerende skingre herrestemmer og Vi arbejder ikke med Grundlov mere. På den måde kommer vi bredt omkring huset og nogle af dets centrale personer, der går igen, på tværs af kapitlerne. Aktivisternes synspunkter kommer til orde og der er ingen tvivl om, at vi befinder os på den yderste venstrefløj. Samfundets almene regler afskrives med begrundelsen, at man som anarkist ikke på noget tidspunkt har erklæret troskab overfor Grundloven eller retssamfundet. Huset spiller dog efter 5 grundregler, der primært omhandler tolerance overfor køn, nationaliteter og seksuelle overbevisninger. Med dette in mente vises de mangfoldige aktiviteter, der udfolder sig i huset, med diverse musikalske subkulturer og leveformer. Kort sagt, vi får et billede af et miljø, hvor der er højt til loftet, hvad angår kunstnerisk udfoldelse og livsudførelse. Et univers der adskiller sig fra normen.
Via husets talsmand viser filmen, hvordan der træffes beslutninger i huset. Med et ugentligt fællesmøde diskuterer de unge sig frem til beslutninger, der først gennemføres når alle er enige. I dette forum bruges der ikke traditionelle flertalsafgørelser. Her bliver filmen interessant i kraft af, at man for alvor får et billede af ideologien bagved Ungdomshuset og tankerne der driver dets brugere.
Det er Ungdomshusets brugere og derfor sympatisører, der er de medvirkende i dokumentaren. Dette fungerer fint i forbindelse med at fremstille miljøet omkring Ungdomshuset, men er samtidig en svaghed da det resulterer i en stærkt partisk film. Derfor kan man som seer godt efterlyse en objektiv fremstilling i kraft af, at der på intet tidspunkt fremstilles kontrære synspunkter i forhold til de unge. Der kompenseres dog for dette ved at vise nogle af de interne stridigheder og uenigheder, der er omkring driften af huset, hvilket er en af filmens forcer. Man savner dog at de unge presses i deres argumentation og at deres synspunkter udfordres.
Stilen er konsekvent. Filmen er hovedsagligt filmet med håndholdt kamera, med afdæmpede farver i en kornet tekstur. De medvirkende frames ofte uden luft i blikretningen og klipningen er abrupt, hvilket passer godt til miljøet og temaet.
Dokumentaren fungerer som et vigtigt vidnesbyrd efter at Ungdomshuset på jagtvej ikke længere eksisterer og der gives et farverigt indblik i kulturen omkring huset.
