Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En komedie om kræft lyder umiddelbart ikke som en særlig god idé, men det er der ikke desto mindre kommet en rigtig fin film ud af.
Når man er 27 år gammel, føler man sig for det meste uovervindelig. Man er stadig ung og fuld af livskraft. Sådan er det også for Adam. Han har et godt job og en sød kæreste. Og det eneste, han kan klage over, er ondt i ryggen. Da han opsøger en læge får han dog sit livs chok – han har kræft. En sjælden og farlig form for kræft, der langsomt er ved at æde ham op.
Hvordan tackler man lige den besked og visheden om, at fremtiden byder på kemoterapi og at chance for overlevelse i sidste ende kun er 50/50?
Heldigvis har Adam en ven i den brovtende og lidt irriterende Kyle, der konsekvent nægter, at lade vennen drukne i en pøl af selvmedlidenhed.
Man kan nogle gange godt have det sådan, at Seth Rogen decideret kan ødelægge en hel film alene. Han spiller ofte den samme type på den samme måde og fylder ganske enkelt for meget. 50/50 er en film der kan rumme Seth Rogen. Ja, det er tilmed en film hvor hans væsen næsten virker uundværligt.
I film af samme kategori er det som regel de familiære konflikter og følelser, der bliver udstillet, her er det i stedet venskabet mellem Kyle og Adam, vi skal forholde os til. Seth Rogen er Kyle og fungerer rigtig godt i rollen som vennen, og at det er forholdet mellem de to unge mænd, der bliver det centrale i filmen er en ny og interessant måde at gå til en tragisk historie på.
Joseph Gordon-Levitt har for længst rundet de 30, men han ligner stadig en, der lige er gået ud af gymnasiet. Han har haft flere store roller, og måske er det hans lidt introverte, alvorlige og til tider ligefrem dystre karisma, der gør, at man kan give ham tunge roller. Han var helt formidabel i 500 days of Summer og hans overgang til ”voksen”skuespiller blev cementeret i Inception. I 50/50 er hans portræt af den kræftramte Adam intenst og troværdigt og der er eminent kemi mellem ham og Rogen.
I en birolle som Adams mor finder vi også den dejlige Anjelica Huston, der selv om hun bliver placeret på et sidespor, alligevel giver den gas som selviscenesættende, overdramatisk mor.
50/50 bokser med nogle store emner. Men den er først og fremmest så vellykket fordi den mestrer balancen mellem humor og tragedie til perfektion. Det er først og fremmest i kraft af humoren, at vi overhovedet kan bære at se filmen. Den gør tragedien rørende uden at blive sukkersød, og 50/50 står tilbage som en rigtig fin film, hvor man ikke skal forvente lårklaskende humor eller tonstung alvor, men i stedet en dejlig film, der kan jonglere med alle de bolde, der bliver kastet op i luften. Nøglen til at 50/50 er en yderst vellykket film kan såvel ses i de gode skuespilpræstationer, men også i manuskriptet, der formår noget, som kun de færreste film i denne kategori gør; nemlig at hovedpersonen forbliver menneskelig og historien dermed aldrig bliver uvedkommende.
Det er den forholdsvis uprøvede instruktør Jonathan Levine, der står bag kameraet og vi ser gerne mere fra hans hånd i fremtiden.
Ekstramaterialet indeholder deleted scenes, lidt baggrundshistorie og andre småting – ikke noget der gør hverken til eller fra.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Mis. Label.
