Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Film om 2. verdenskrig er bestemt ikke en mangelvare på markedet. Mange af dem går i dybden med de nervepirrende øjeblikke på slagmarken, mens andre mere fokuserer på den intelligente kamp om strategi, magtudspil og katten-efter-musen-konceptet. På den danske front har vi for nyligt haft mindre succes med serien 1864, men det har ikke givet danske filmskabere mindre blod på tanden. Instruktør Roni Ezra har givet sig i kast med en ubehagelig, men om noget historisk vigtig del af 2. verdenskrig – Danmarks Besættelse.
Handlingen følger de sidste timer op til tyskernes invasion af Danmark, og hvordan en beskeden fortrop af cykelsoldater forsøgte at udføre en umulig opgave – at holde tyskerne tilbage indtil den danske forstærkning nåede grænseposten. På trods af at den danske regering allerede havde kapituleret til den tyske overmagt – hvilket cykelsoldaterne ikke viste noget om - viser denne film historien om, hvordan gruppen af cykelsoldater kæmpede for sit land mod tyskerne i en forgæves og meningsløs kamp.
Filmen er bygget op omkring et meget minimalistisk plotsystem, hvor man blot følger en række soldater, som forsøger at holde stand mod tyskernes klart overlegne invasion. Der er ikke pålagt nogen dybere mening, voldsomme følelser eller patriotisk nonsens – og det er ganske befriende at se. Filmen bliver ikke pålagt alle mulige søgte følelsesnuancer, men fortæller i stedet historien gennem en god sønderjysk accent og en række unge soldater, som slet ikke var klar til denne dag på jobbet. På den måde får man en mere nede-på-jorden-fortælling, hvor strategi, rang og militær disciplin står forrest i køen frem for et overrumplende og urealistisk epos. Det er også begrænset, hvor meget man kan nå at stable en voldsom syndflod af følelser på benene i forhold til en historie, som strækker sig over blot et par timer. Men det er et par hektiske timer, hvor ære, frihed og magtkamp kommer i spil både for landet men også for den enkelte soldat.
Dog er denne minimalistiske tilgang til konceptet i sidste ende også en hæmsko for selve filmens underholdningsværdi, da man også er nødt til at tilføre noget substans til handlingsforløbet for at gøre det seværdigt. Selve filmen varer blot lidt under 1 time og 30 minutter, hvilket i forvejen er meget kort for en krigsfortælling – det afspejler sig også i handlingsmønstret, som rent overfladisk går til værks på karakterportrætter. Vi får introduceret nogle ret interessante personligheder i de forskellige dele af soldaterrangen, men vi kommer slet ikke tæt nok ind på kroppen af dem. Pilou Asbæk, som er den helt store stjerne på rollelisten, virker desværre en smule låst i sin rolle, da han aldrig rigtig får mulighed for at vise, hvad han kan. Karakterens funktion virker mest af alt til at skulle stirre tankefuldt ud i horisonten og derefter afgive den endelige odre – det er bare ikke dybt nok og de unge soldater bl. a. portrætteret af Gustav Dyekjær Riese formår at fange vores interesse, men får kun lov til at ridse i overfladen af deres karaktermæssige muligheder.
En af de ting derimod, som filmen skal lovprises for, er de vanvittigt flotte indstillinger på kamerafronten. Vi får et utrolig skarpt overblik over den danske hede, som langsomt bliver invaderet af tyske tropper og tanks. Landskabsbillederne giver det rette billede af den strategiske magtkamp, mens close-up-sekvenserne sørger for at hive tilskueren med ind i hjertet af kamp – vi får nogle rystende, skæve vinkler af og til, samt nogle vigtige balancegange mellem POV-optagelser og frontale close-ups, hvilket sørger for at have det totale overblik over alle parter. Det er dog ofte sådan med flotte film, at det ikke alene altid kan gøre det til underholdende film, og det er også gælde i denne produktion. Man har et fint og velbalanceret skelet, men slet ikke nok kød på. Filmen skal dog lige også have ros for at have holdt kampscenerne på en normalt niveau, selvom man godt kunne mangle lidt power på handlingen. Denne lavmælte tilgang gør nemlig situationen mere realistisk, og undgår at drukne den uhyggelige mano y mano-situation, som opstår i gadebilledet mellem tropperne.
Samlet set er 9. april ikke den mest interessant krigsfilm, da den på sin korte spilletid og sit meget indskrænkede omfang ikke rigtig når at åbne op for et univers, vi har lyst til at sætte os ind i. Den er minimalistisk på godt og ondt, og formår at skabe en formidabel visuel tilgang til den historiske nedtur for Danmark. Hele oplevelsen bliver dog blot en middelmådig en af slagsen, da projektet aldrig rigtig finder sin rette balance.
