Skriv en kommentar
McClane – nu i Rusland
Man tager en figur, der har hærget filmlærredet siden 1988, tilfører ham samvittighedskvaler i forhold til hans søn og sender ham i øvrigt uden for hjemlandets 'trygge' rammer. Når der er tale om en figur, der hedder John McClane, så kan man være ret sikker på, at en tur til Moskva ikke bare ender som turistidyl!
A Good Day To Die Hard er femte ombæring af historien om den jævne New Yorker-strømer, der har det svært med følelseslivet, selv om han absolut har hjertet på rette sted. McClane har ikke set, endsige talt med sin søn Jack i flere år. En kollega får opsnuset, at sønnen sidder anholdt i Moskva, så McClane drager af sted til den russiske hovedstad udstyret med The Idiot's Guide til byen.
Bedst som McClane når frem til den retsbygning, hvor Jack skal for retten som vidne mod whistleblower'en Komarov, bliver tre biler lige uden for bragt til sprængning, muren til retssalen styrter sammen og et kommandoteam – sammensvorne med den højtstående embedsmand i retssystemet Chagarin - stormer ind for at bringe både Jack og Komarov til tavshed. Det går selvfølgelig ikke så let, når John blander sig for at redde Jack.
Intet Bergmansk familiedrama
Det måske på sin plads at bemærke, at der i øvrigt langt fra er tale om et Bergmansk familiedrama. Næh, der er mere – som Die Hard-serien nu har været fra starten – tale om udveksling af hårdkogte one-liners. Og det er vel også, hvad der overhovedet KAN være tid og rum til, når far og søn er skarpt forfulgt af Chagarins hårdtslående og skydende håndlangere.
På samme måde skal man ikke i almindelighed forsøge at forholde sig til, om historiens og persongalleriets præmisser eller skuepladserne for filmens højdepunkter er holdt inden for realistiske rammer. Heftig biljagt gennem Moskvas gader, halsbrækkende flugt fra balsalen på Hotel Ukraina og et forventeligt dramatisk slutopgør i de forladte omgivelser omkring atomkraftværket i Chernobyl. Morsomt at bemærke at John og Jack kører fra Moskva mod Chernobyl og vupti er de fremme – selv om afstanden på cirka 1.000 kilometer selv på den hurtigste motorvejsstrækning tilbagelægges på omkring 11 timer. Og i øvrigt er biljagten og byscenerne optaget i Ungarns hovedstad, Budapest.
Rollen som Jack udfyldes fornemt af Jai Courtney. Fra beskedne roller i et par australske drama-serier er han i dag et varmt navn i store Hollywood-produktioner. Den sammensatte rolle som Komarov er lagt i hænderne på Sebastian Koch, der primært kendes fra hovedrollen som den systemkritiske teaterinstruktør i De andres liv (2006) eller som nazi-officer i den Oscar-nominerede Black Book (2007). Endelig viser instruktøren John Moore, der tidligere har instrueret Behind Enemy Lines (2001), endnu en gang, at han har et solidt greb om action-genren.
Far og Søn nakker skidesprællere
A Good Day To Die Hard formår at balancere mellem potentielt pinagtig far-søn-konflikt og meningsløs destruktion. Der er et forrygende flow i handlingen med adskillige twists undervejs, der holder den nervepirrende spænding intakt frem mod den desværre lige lovligt Hollywood-vamle – men samtidig prisværdigt korte - hjemkomst-scene. Straks efter bliver ørerne dog renset, da slutteksterne begynder at rulle op til tonerne af Rolling Stones’ Doom And Gloom.
Det forlyder at Bruce Willis – der står som executive producer på filmen – selv har ønsket at dykke ned i John McClanes forhold til sin søn. Bruce Willis folder i hvert fald McClane-figuren ud med passende træthed, slitage og faderlig bekymring og sammen med sin søn udgør de en uovervindelig cocktail, når det gælder om - som den danske oversættelse udtrykker det så lyrisk - at nakke skidesprællere.
A Good Day To Die Hard er i sagens natur ikke filmisk nytænkning. Til gengæld er det i både lyd og billeder effektiv og velfungerende action, der peger frem mod, at man ikke behøver at efterlyse en dybere mening, når man som tilfældet bliver så forbasket godt underholdt undervejs.
