Skriv en kommentar
I år er det 50 år siden at A Hard Day’s Night havde premiere, og i den anledning vises filmen nu igen i biograferne, visuelt og auditivt restaureret. Det kan måske på overfladen virke besynderligt at genudgive en film om et 50 år gammelt popfænomen, hvor af halvdelen i dag er døde og den anden halvdel er godt over de 70 år. Det oplagte ville snarere være at lave en (ny) biografisk film, som der er blevet lavet om så mange andre musikikoner, fx Ray Charles, Johnny Cash og egentlig også om The Beatles, før de var The Beatles i Nowhere Boy (2009). Men denne film er alligevel noget helt unikt, og det er der flere årsager til.
A Day In The Life
Filmen handler i al sin enkelthed om et par dage i The Beatles’ liv, fremstillet på bandets egen britiske, selvironiske, kække måde. Vi møder bandet i Liverpool, hvor de bliver jagtet af en horde af skrigende fans. Med diverse afledningsmanøvrer når bandet frem til toget mod London, hvor de skal optræde i en live fjernsynsudsendelse. Om bord på toget møder vi bandets to managers, Norm og Shake, og Pauls bedstefar, der nyder at skabe splid mellem folk, når ingen overvåger ham, som da han fx får overbevist Norm om, at Shake er højere end Norm, blot for at irritere ham. Op til udsendelsen løber bandet ind i diverse begivenheder, oftest foranlediget af bedstefarens løjer eller bandets egne løssluppen adfærd.
Spontanitet og legelyst
Filmen er instrueret af Richard Lester, som forstod, at bandet ikke ville kunne levere lange, præcise replikker, så meget af filmen er derfor baseret på improvisation og indskydelser. En farlig arbejdsmetode for mange filmskabere, men med The Beatles' naturlig skarphed og deres evne til at komme på humoristiske påfund ud fra deres omgivelser er det en gave til filmen, der næppe kunne være lavet på anden måde. Nogle af vittighederne falder muligvis uden for sammenhængen, og ikke alle går helt hjem, men punchlinene er så talrige og alsidige, at det ikke gør det mindste. Desuden er filmen klippet meget hurtigt, kreativt og rytmisk, noget der på mange måder går forud for klippestilen i musikvideoer i dag, og det er med til både at understøtte filmens spontane og joviale tone og gøre, at filmen stadig virker frisk i dag.
Den udødelige musik
Filmen sprudler af energi, og intet i filmen virker gammeldags eller umoderne. Alt fra humoren, tonen og dialogen er en perfekt blanding af fjolleri og skarphed, lige dele useriøst og revsende, og oprøret mod autoriteter, strikte ordensmennesker og den ældre generation virker både oprigtigt og (stadig lige) relevant.
Sidst men langt fra mindst vækker filmen og det restaurerede soundtrack lysten til at gå hjem og sætte en Beatles-plade på. I alt deres langhårethed, Yoko Ono-debatter, konspirationsteorier om Pauls død og hvad der ellers omgiver legenden The Beatles, kan man nogle gange glemme, er der ligger noget fremragende musik til grund for det hele. Det minder filmen os om, og selvom det ikke er den mest dybsindige film der nogensinde er lavet, går man derfra med et smil og følelse af, at have hils på en gammel, kær ven.
