Skriv en kommentar
Da jeg for 1½ år siden var med til indsamling af skrald på Vesterbro, mødte vi ved et supermarked en siddende mand – måske iraner - på en plasticpose med hånden fremme, men også yderst aktiv hjælpende med at samle cigaretskod op, da vi vil gøre byen mere ren. Han råber højt: ”Må solen skinne på jer altid – Gud være med jer”, hvorefter han viste os de tyve kroner, han havde indsamlet. Da vi senere opdagede en væltet skraldebøtte uden bund, fandt vi 200 kr. i en pung – som vi gik tilbage med til den siddende mand. Han gjorde store øjne og kiggede op til Gud, da vi fortalte ham, de var fundet i en skraldespand. Helte.
I den smukt skildrede film i den iranske perle by, Shiraz med de flotte historiske bygninger og gravplads for heltepoeten Hafez (1320-1390), møder vi Rahim på en todages udgang fra fængslet, da han har en kortvarig dom for manglende betalinger på 150.000 toman til sin svoger Bahram med ild i øjnene. Hans loyale søster har fundet en håndtaske ved busstationen med 17 guldmønter – som angiveligt vil kunne halvere gælden. Men også her ses den spinkle mands kamp mod magthaverne, da guldhandleren slet ikke vil betale det formodede beløb. Derfor bruger Rahim og søsteren nu deres store charme for at finde ejeren af tasken – så alle overvågningskameraer kommer i gang – og hans indsats er bibelværdig. De store tv-reportere kommer på plads for at finde ejeren, og der bliver istandsat en kæmpe indsats for at indsamle de resterende penge til svogeren. Selv på fængslet bliver der samlet penge ind – 800 toman, men her får han sandheden at vide: Nu står du i tv og fortæller om det gode kammeratskab og den bedste ledelse og den gode behandling vi får, men hvorfor sagde du ikke, at Saktuvi begik selvmord i fængslet på grund af mishandling og tortur?
Asghar Farhadi bruger alle sympatiske og velmenende udtryk for at få befolkningens sympati – bl.a. Rahims stammende søn – som også lærer at græde foran tv. Men det virker. Men så sætter Bahram alle sejl ind med beskyldninger over for Rahim, at det ikke var ham, der fandt tasken – men hans søster, og at det er uærligt at få sønnen til at græde for at få medlidenhed – og der opstår slagsmål i svogerens hjem: Han har narret folk hele livet.
Det bliver filmet i al hemmelighed med en telefon – hvilket også er beviser, vi ser i amerikanske politiangreb på sorte eller russiske bombninger i Ukraine, og nu er optagelsen klar til de sociale medier. Så den store velgørenhedsorganisation tilbageholder det indsamlede beløb som i stedet går til en indsat, som ellers ville blive hængt om nogle dage. Så Rahim redder en anden mands liv.
Filmen har mange hentydninger til almene iranske familier og hverdagslivet. Farhadi er blevet beskyldt for at have stjålet ideen fra én af sine elever – Masihzadeh – der i 2014 lavede filmen med samme historie i All Winners, All Losers - men Farhadi har indrømmet – at det er samme historie – men han har bare tolket den samme historie på en anden måde. Og alle kan tolke Shakespeares ”Romeo og Julie” – eller historien om ”Kain og Abel”.
Filmen har mange smukke hverdagsbeskrivelser af livet i Iran med den megen snak om ”ære og skam” – og Rahim spilles passende utroværdigt af Amir Jadidi – og dens mange måder er en fortælling om afhøring af værdier i den kontante undertrykkelse. En yderst seværdig film.
