Skriv en kommentar
Filmens tre timer lange historie baseret på autentiske hændelser begynder i 1939 i den østrigske bjerglandsby St. Radegrund. Det mægtige, næsten ’sturm und drang’ bjerglandskab filmes panoramisk og med vidvinkel linser repetitivt. Naturen får en meditativ, ’helende’ og åndelig dimension, der løber som et visuelt og mentalt ’leit motif’ hele filmen igennem. Naturen spejler det elskende par, Franz Jägerstätter (spillet af August Diehl) og Fani (spillet af Valerie Pachner). I et kondenseret flashback ser vi, hvordan de to lever i en næsten uvirkelig idyl med deres tre døtre, Franzes gamle moder og Fanis søster. I tilbageblikket sætter Fani ord på deres tro på livet, hinanden og det hjem, som de havde skabt ”How simple life was then. It seemed no trouble could reach our valley…We lived above the clouds”.
Idyllen bliver vendt brat med et par intelligente ’skaktræk’ fra instruktøren, Malicks hånd. Vi ser, hvordan nazi-ideologien bliver indoktrineret og begynder at krybe inden under huden på almindelige bjergbønder. Franz bliver ligesom de andre mænd indkaldt til militærtjeneste, hvor vi ser autentiske filmklip af Hitler i private stunder, jovial og legende onkel med et fro, uskyldigt lille barn. Det gør effekten af kontrasten til ondskabens hæslige ansigt optimal. Der bliver aldrig vist jødestjerner, koncentrationslejre eller der führere’s taler, blot en konstant påmindelse, frygt.
Franz’ står fast. Han heiler ikke eller svor troskab til føreren, men fortsætter sin lange kamp for sin dybe følelse at vil forsvare og sågar dø for at bekæmpe ondskab. Han lader sig ikke forføre af føreren eller folkestrømmen eller ideologien om et rige for én bestemt menneskerace. Han står imod. Han bliver belært af både kirken og det sekulære samfund, at: ”You will surely be shot. Your sacrifice would benefit no one” (præst) eller ”Do you think anyone will ever hear of you? What purpose does it serve?” (borgmester, korporal). Han vandrer ordløs rundt i naturen, bag fængslets murer og landsbyen vender ham og Fani ryggen. De siger spydige bemærkninger, kaster sten efter deres børn og træstubbe efter Fani.
En anke mod filmen er, at filmens plot mangler en ’indre’ suspens. Det spejles også i Franz rolige fremtræden. Han forbliver en næsten aristokratisk voksfigur, som undertegnede anmelder ikke bliver rørt eller bevæget af. Det er ærgerligt for det er en virkelig helt, hvis historie endelig bliver fortalt til verdenen og skal hyldes som eksempel – at han fulgte sin dybe følelse med mantraet ’we must fight evil’. Fanis indre monologer gør ligeledes hendes motiver uklare og til dels utroværdige, hvor meget følger og støtter hun sin mand og i hvilket omfang er hun et selvstændigt tænkende individ. Der mangler noget tvetydighed og spænding i det sublime, idylliske bjergland, som kan løfte persongalleriet op til de højder, det tydeligvis fortjener, da filmen bygger på virkelige heltegerninger og i den grad giver et pragteksempel, som vi, nutidens borgere, mennesker bør følge og ikke gemme os bag frygt, halvtomme liv og håbe at andre tager skraldet for os og redder os – for det gør fremtidens helte ikke.
