Skriv en kommentar
Teen-filmen er blevet voksen
Umiddelbart ligner A Lot Like Love den øvrige dusinvare, der kommer sprøjtende ud af Hollywood-maskineriet, men instruktør Nigel Cole, der stod bag de britiske voksnefilm Calender Girls og Saving Grace, har formodet at holde Colin Patrick Lynch’s manus nede på jorden, så filmen faktisk ender med at blive en lødig gang feel-good underholdning. Den amerikanske teen-film, der per definition skal være skamløst ringe, er blevet voksen.
De stjålne øjeblikke
Handlingen tager sit udspring i 1998, hvor den unge Oliver skal besøge sin døve bror i New York. I luftenhavn i L.A. bemærker han den lidt vilde Emily, der netop er ved at bryde med sin guitarrockende sjuft af en kæreste. Den vilde Emily skal med på afgang og ender med at forfører Oliver i flyet, hvorefter de tilfældigt og stjålent tilbringer en dag i New York. Tre år senere mødes de under andre omstændigheder, og sådan fortsætter filmen frem mod slutningen, der ikke overrasker, men alligevel kan tage seeren med storm. Legen går altså ud på at mødes tilfældigt, være sammen og forlade hinanden uden nogen nærmere aftale. Små episodiske romancer af en vis længde, der bevirker at filmen er tjep og tjekket i sin fortællestil, og sådan set har fanget det bedste af Godards afslappede dialog og Woody Allens svære kærlighed. Det er store ord, men pointen er at filmen har en indre charmerende glød og friskhed over sig, at man fra filmens side slipper for at se de værste slapsticks og teen-agtige umodenheder.
Twenty-something
Ligesom Da Harry mødte Sally, foregår filmen over en vis årrække, og den har i høj grad fanget tidernes trends, og gør meget ud af specielt Emilys udvikling fra vild (attraktiv, i øvrigt) grungetøs til en nærmest pæn Manolokvinde ala Sex in the City. Den handler ikke om at blive løssluppet voksen, men om at etablere sig i følelseslivet i tyverne, der nok kan være svært fordi man ikke rigtig er voksen eller barn. Den drømmende stemning fanger manuskriptet godt i sin dialog, der når det virker bedst virkelig fænger – og det ikke mindst på grund af to rigtige gode præstationer af hhv. Amanda Peet og Ashton Kutcher. Peet er her i sin første hovedrolle, men den unge Kutcher har været igennem en del allerede fra den tvivlsomme Dude, where is my Car til The Butterfly Effect, hvor Kutcher er god i en glimrende film. Det mærkelige er, at der faktisk på amerikansk film ikke findes så mange twenty-something film. De bedste af slagsen er Singles og Reality Bites, der ligesom A Lot Like Lover har en snært af independent-tone over sig, der i høj grad klæder filmen sammen med et ganske fremragende soundtrack af nye og gamle sange. I den forbindelse vil jeg rose den sædvanlige synge-med-i-bil-scene, der vist blev eviggjort med Wayne’s World’s udgave af Bohemian Rhapsody. Denne gang er det Chicago fantastiske If you Leave me Now med Peter Ceteras uforlignelige falset som centrum, der er sat i spil
Den perfekte dating-film
Når den filmen alligevel trods alt ikke sparker sig ind blandt klassikerne i genren, er det fordi den mangler en snært af originalitet, som fx Da Harry mødte Sally uden tvivl havde. Den er støbt efter teen-filmens form og bliver måske en anelse patetisk til slut. Der er dog både lidt til grineren og græderen i filmen, og har en tilpas balance i de følelsesmæssige ingredienser til at man kan sige, at den faktisk sagtens kan fortjene fire stjerner, fordi den har en dejlig måde at være sig selv på. En smule mere dybde og saft i kanten (sjov nok er den blottet for sex-scener) og så havde den måske fået lidt mere. Men et gedigen gang underholdning, der ikke vil slå fejl for kæresteparret, der alligevel ikke har andet at give sig til. Så kan drengene kigge på Amanda Peet og pigerne belurer en på et tidspunkt splitternøgen Ashton Kutcher – for at forlade biografen i bedre humør, hvilket ikke er så dårligt endda.
