Skriv en kommentar
Tanken er skam er interessant nok - et twist på en romantiseret æra i Nordamerikas historie: det vilde vesten set som det usikre og livstruende miljø, det egentlig var. Desværre stopper inspirationen på idéplanet for Seth MacFarlane, manden bag 2012-komedien, Ted som nu er tilbage med denne ”Western,” der håbløst forsøger at forny genren.
Filmen drejer sig om Albert (MacFarlane), en lidt blød cowboy, der synes dueller er en unødvendig og ubegavet måde at løse konflikter på. Han foretrækker at passe sig selv og sine får, en profession, der heller ikke ligefrem stempler ham som præriens hårdeste negl. Sådan ser hans kæreste, Louise (Amanda Seyfried) i hvert fald på det, og snart forlader hun ham til fordel for indehaveren af byens prestigefyldte moustache-salon, Foy (Neil Patrick Harris). Albert beslutter sig for at vinde hende tilbage, og i mellemtiden er Anna (Charlize Theron), en hårdhudet cowgirl, der kan håndtere en revolver bedre end de fleste, reddet ind til byen, og hun hjælper Albert med hans kærlighedsmission. Naturligvis opstår der kemi mellem de to, men hvad Albert ikke ved er, at Anna er mere end almindeligt bekendt med det vilde vestens berygtede røver, Clinch Leatherwood (Liam Neeson).
Jokes skåret ud i pap
Navnet, ”Clinch Leatherwood” ligger spekulativt tæt op ad en vis Spaghetti Western-gurus, Clint Eastwood. Fair nok, men dette er bare ét eksempel på, hvordan denne film opfatter sig selv som meget vittigere end den er. Jokes, der fungerer fint nok ved første levering, bliver trukket ud i langdrag og gentaget igen og igen, og det er som om, filmen råber til publikum: ”Hørte I den joke? Forstod I den? I får den lige en gang mere, for var den ikke bare skarp og hylende morsom?” Filmen gør simpelthen så meget opmærksom på sig selv som komedie, at der ikke er meget tilbage at grine af.
De småracistiske stik, der tydeligvis er rettet på politisk korrekte folk, står endvidere desværre, i mangel på humor, tilbage som bare det: småracistiske. Og så kan man måske tilmed som fingerregel påstå, at hvis man kan tælle pruttejokesene på flere end én hånd, er der stadig minimum én hånd for mange.
Tripple Threat not so much
Udover at besidde hovedrollen har Seth MacFarlane både instrueret og været med til at skrive manuskriptet til A Million Ways to Die in the West. Måske er ulempen ved dette netop, at der er færre mennesker omkring til at påpege, hvad der ikke fungerer. Og en stor del af det, der ikke fungerer er netop MacFarlanes dominerende tilstedeværelse på skærmen. Som professionel komiker er det et under, at han ikke bedre til at levere jokes, men måske hans mangel på skuespilerfaring kan undskylde ham på dette punkt. Hvorfor han ikke har draget større nytte af de garvede skuespillere (Liam Neeson, Charlize Theron, Neil Patrick Harris...), der er i scenerne med ham, kan derfor undre. Sarah Silverman, en af USA's førende komikere, er tilmed meget bedre end det materale, hun har at arbejde med som byens prostituerede.
Lidt op ad sædet kommer man, når en af de rigtig mange kendte, der gør korte cameos i denne film, dukker op. Umiddelbart tjener de dog intet andet formål end for MacFarlane at fremvise sine berømte venner, og hvis en sølle, malplaceret cameo er det eneste, der rusker liv i én, er der nok noget galt. Når det er sagt, er der én virkelig sjov intertekstuel reference til ære for 1980´er-filmselskeren, der faktisk giver overordentlig god mening, hvis man går tilbage i gemmeren. Det er desværre bare ikke nok til at redde A Million Ways to Die in the West fra at være for lang, for forudsigelig og for kedelig. Måske MacFarlane med fordel kunne droppe en af jobtitlerne næste gang?
