Skriv en kommentar
Når man nu sidder og ser en film som Nightmare on Elm Street(2010) hvad skal man så forvente? Originalen er en af de store klassikere fra en bølge af gyserfilm, der startede med Halloween i 1978. På mange måder kan Nightmare on Elm Street(1984) ses som en kulmination af teenage horror genrens udvikling. Ligesom Halloween er Nightmare on Elm Street(1984) befolket af teenagere der foretager sig hvad man kunne forvente af dem. Men i modsætning til Halloween, er skurken (eller hovedpersonen hvis man vil se lidt forvrænget på verden) i Nightmare on Elm Street(1984) en noget mere metafysisk størrelse. Hvor Michael Myers er en ondskabsfuld mand der ikke rigtigt lader til at ville dø, er Freddy Krueger i Nightmare en helt anden størrelse. Han optræder i drømme og har en lang række fantastiske egenskaber som resultat heraf.
I det hele taget er filmen et tydeligt skridt væk fra ‘realismen’ der ligger i Halloween. Der er i stedet sat et fokus på en mere legesyg tilgang til det hele. Når man pludseligt kan bruge drømme til at lave scener med, kan man hoppe omkring i sine omgivelser, og tillade en lang række helt og aldeles unaturlige ting. Freddy Krueger er ikke bare iklædt en maske som Myers, men derimod helt forbrændt i ansigtet, og har et sæt knive på fingrene. Han skifter også jævnligt form, eller manipulerer med hverdags objekter som telefoner og senge.
Nu sidder du sikkert og tænker at det da burde være en anmeldelse af den nye Nightmare on Elm Steet(2010), og ikke den gamle. Men de to film er utroligt svære at skille fra hinanden. Den nye film genbruger skamløst af elementerne fra den gamle. Ligesom i den nye Predators film, bruges der tid på visuelt at minde folk om elementer fra originalen. Men i modsætning til Predators, gøres det næsten udelukkende på samme måde som i Nightmare on Elm Street(1984). Det vil sige at alt den originalitet og kreativitet der gjorde originalen interessant er druknet i at immitere originalen. Dertil kommer at der i den nye er lagt mere baggrund i Freddy Krueger. Der er mere historie om ham, og hans ofre er nærmere forbundet til ham end i originalen. Dette har dog mest den effekt at Freddy bliver mindre ‘mystisk’, og mere kedelig.
Men når nu man skal geninspille en film, så kan man vel forbedre den? Specielt når det nu er mere end 25 år efter originalen. Ja, på et teoretisk plan er filmens effekter bedre. Sår og rifter, folk der flyver gennem lokaler, op i lofter og bliver suget gennem gulve. Alt dette ser flydende ud, nøjagtigt som man ville forvente det af en moderne film. Men desværre har det bare ikke samme charme. At se en væg bule ud, som om noget forsøger at presse sig gennem det, har bare ikke samme effekt når det er lavet med en computer som det havde i originalen. Dette kan være pga. det pæne polerede billede som Platinum Dunes giver deres film, men det mangler en håndgribelighed der var til stede i originalen - selv når denne lavede fjollede ting med animatroniske fangearme. Det påvirker nok også oplevelsen at mange af tingene er set før, lige netop i originalen.
Alt i alt er skuespillerne nogenlunde som man kan forvente af genren. Der er ikke meget at arbejde med i dialog og karakterudvikling så de fleste kommer til at virke som om de er der for Freddy’s skyld. Dog fortjener Jackie Earle Haley et kompliment for sin rolle som Freddy selv. Det er mest hans arbejde med Freddy’s stemme, der egentligt ligger ud som irriterende dyb og forudsigelig. Men så snart han begynder med længere dialog stykker bider den sig fast. Den kryber ned af ryggen på dig, helt som den skal, og man glemmer at de morbide vittigheder er lidt ligegyldige i kvaliteten. At han i rollen derudover slet ikke minder om Rorshack fra The Watchmen er kun endnu mere imponerende.
I sidste ende er filmen en nydelig oplevelse. Intet vidunderligt som en helhed, men heller ikke rigtigt nogle dårlige elementer. FIlmen virker lidt unødig hvis man allerede er Freddy fan, og for folk der ikke kender serien, er det næsten synd, hvis de lader denne film snyde dem for den oplevelse originalen er. Jackie Earle Haley trækker hele filmen betydeligt op, men alt i alt virker den lidt unødvendig.
