Skriv en kommentar
Modedesigneren Tom Fords første film er præget af netop mandens tidligere karriere – den er fuld af lækker stil og elegance. Historien er skam også rørende, men fortaber sig tit i de smukke billeder, hvilket måske vil fornøje nogle og irritere andre.
Colin Firth spiller universitetsprofessoren George Falconer, der vågner op en dag og vil begå selvmord. Han har fornylig mistet sin kæreste Jim i en bilulykke, og livet virker tomt, bortset fra små glæder såsom hans veninde Charley (Julianne Moore) og eleven Kenny (Nicholas Hoult). I løbet af den ene dag i Georges liv oplever han en bølge af små, smukke øjeblikke, der måske – måske ikke - giver ham livslysten tilbage.
’A Single Man’ er baseret på en ’stream-of-consciousness’-bog af Christopher Isherwood, altså en roman, der følger personens indre tanker om verdenen omkring ham. Dét er svært at oversætte til en spændende film, og derfor har Ford tilføjet ekstra samtaler med nye personer. Hver samtale afslører Georges fortid og forhold med personerne. Dog er det en forskel fra bogen, at George overvejer selvmord – denne tilføjelse giver filmen en ekstra spænding og udvikling.
Filmen minder faktisk uvægerligt om ’The Hours’, der også er baseret på en stream-of-consciousness-bog, også handler om én dag i én persons liv og også involverer selvmordstanker, homoseksualitet og Julianne Moore! Her er ’The Hours’ dog klart den bedre film.
Skuespillet i ’A Single Man’ er glimrende, især på Oscar-nominerede Colin Firths front; han kaster sig frygtløst og overbevisende ud i rollen, selv når han skal fremsige lettere kluntet dialog. Julianne Moore er som altid suveræn (og 1960’er-lækker). Matthew Goode er god som den afdøde kæreste i de mange flashbacks, og Nicholas Hoult er ’eye candy’, men ikke videre imponerende, som eleven Kenny.
Filmen er et visuelt lækkert tidsbillede, til tider nærmest overmættet, f.eks. når George parkerer sin bil foran en kæmpe plakat for ’Psycho’, der udfylder hele baggrunden.
Æstetikken er en vigtig del af ’A Single Man’ – det handler om at føle verden med sanserne og lære at nyde livet, og dette kan kun vises med sanselige billeder. Tom Ford gør en pointe ud af at skifte med ’colour-grading’ fra blege til stærke farver i nogle bestemte øjeblikke – en teknik, der næsten er ”for meget af det gode”.
Med sin melankolske historie og de saftige billeder minder A Single Man nærmest om en blanding af ’The Hours’ og Pedro Almodóvar. Det er en ujævn oplevelse, der svinger lidt i kvalitet undervejs, men stort set alle skuespillerne er suveræne, og historien rammer for det meste nogle fine, helt rigtige toner. Se den, især her op til Oscar-uddelingen, og få dig en anderledes og smuk filmoplevelse.
