Skriv en kommentar
Den britiske dokumentarist Sean McAllister har filmet en syrisk familie på flugt gennem fire år. Ægteparret Amer og Raghda mødte hinanden i et syrisk fængsel. Der var hul i fængslets mur mellem deres celler, hvor de bl.a. udvekslede politiske synspunkter. Samtalerne fortsatte på den anden side af fængslets mure, og de blev gift. Som unge var de begge politisk aktive.
Instruktørens kamera følger den syriske flygtningefamilie i deres hverdage, som er præget af ustabilitet, angst og afsavn. Deres to børn knytter ikke tætte venskaber, da familien konstant er på flugt. De bor bl.a. i en palæstinensisk flygtningelejr, så til Libanon og derefter til Frankrig, hvor de bor i en af forstædernes store ghetto-kvarter. Én af deres teen-age sønner siger direkte til kameraet, at han ønsker at blive i Frankrig, lære sproget og basalt have et sted, han kan kalde ’hjem’.
Amera og Raghdas konflikter og uenigheder tilspidser og bliver mere og mere åbenlyse gennem de fire år, MCAllister følger dem. Som unge var de begge politisk aktive, men ægtemanden Amer har trukket sig tilbage, hvor Raghda ikke kan slippe. Hun er i begyndelsen af dokumentaren i fængsel, og vi ser, hvordan Amer og børnene længes og savner hende. Da hun endelig er samlet med familien, sker det modsatte. Hun konsoliderer sig ikke med ægtemanden og er ikke nærværende over for børnene. Vi følger, hvordan hun psykisk mere og mere falder fra hinanden gennem deres flugt, fordi hun føler, at hun svigter sit land, og at hendes stemme kan være med til at gøre en forskel. Hendes funktion som politisk aktivist kan hun ikke lægge på hylden. Hendes ægtemand Amer er ligeså frustreret som hun, over at hun ikke kan gå mere ind i rollen som moder. Han erkender også i begyndelsen af dokumentaren, at han er stolt over det Raghda har bedrevet, skrevet og at hun – hans hustru er meget stærk.
Instruktøren er ikke blot fluen på væggen, han taler med dem under optagelserne og stiller spørgsmål. McAllister fængsles selv i fem dage.
Dokumentaren kan til tider virke lidt rodet, og parrets engelsk bliver bedre i løbet af dokumentaren, men i begyndelsen har de svært ved at finde og artikuler de engelske ord. Dét, som er dokumentarens absolutte force er, at der hverken er en alvidende fortællerstemmen eller voice-over med baggrundsstof om Syrien. Der er heller ingen baggrunds- eller underlægningsmusik. Deres historie som syrisk familieflygtninge blive fortalt ’råt for usødet’ af dem selv. Kameraet som har fokus på deres hverdage, er deres faste følgesvend gennem i fire år.
En vigtig og tidløs dokumentar.
