Skriv en kommentar
Den engelsk instruktør Ian Sharp står bag en vittig engelsk komedie, der ikke var god nok til at blive vist i biografen herhjemme. Nu kommer den på lejevideo til glæde for dem, der godt kan lide britisk humor, der som altid har et stænk af alvor i sig.
Thelma Caldicot (en lille hilsen til “Thelma & Louise”) er gift med Henry, der er en god gammeldag stodder af en ægtemand, der interesserer sig mere om alt andet i verden end sin hustru. Hun var ganske givet en smuk kvinde som ung, men hun er nu visnet. Typisk for ægteskabet har de fået en mildest talt uduelig søn, Derek, som i følge moderen aldrig har grinet - og som selvfølglig bliver ejendomsmægler. Thelma og Henry har været gift i 40, da forløsningen endelig sker. Henry f får en cricketbold lige i bærret.
Nu kan Thelma endelig leve et selvstændigt liv. Hun ødelægger alle mandens egendele og køber en kjole til bisættelse, der “would’ve made him mad”, som det hedder. Derek, der er for travlt beskæftiget med ejendomme til at opdage, at hans mor åbenlyst er lettet over mandens dødsfald, sørger for i panik at få den ellers velfungerende mor anbragt på tilsyneladende velfungerende alderdomshjem, der er ejet af det firma, hvor han selv er ansat.
Det er nu morskaben begynder, for det viser sig selvfølgelig at hjemmet bliver kørt på en dybt kritisabel og desværre ikke ualmindelig måde. Dybt påvirket af medicin, som man tvinges til at tage, skriver Thelma under på at sønnen kan overtage huset og så begynder hans stikken moren i ryggen.
På bedste “Gøgereden-manere” begynder den sidstankomne at stille kritiske spørgsmål og et slags alderdomsoprør begynder (ikke ulig rolatorligaen herhjemme). Filmen er dejlig nem at forudsige uden at blive for ensformig og klichépræget. Alle skurkene udstilles som skurke. Den mandlige leder af hjemmet, et dumt svin, giver den krakilske oversygeplejeske (som minder om Ms. Ratched fra “Gøgereden) så skørterne blafrer inde på kontoret. Mange af de ældre er så fantastisk demente at det er underholdende, og frem for alt spilles Thelma Caldicot overbevisende af Pauline Collins. Hun begynder filmen med at ligne en nedslidt housewife og ender med at være en erotisk diva uden at det tager overhånd.
Britisk humor som passer godt til en søndag aften uden “Rejseholdet” - og så giver den lige en flig af eftertanke, som amerikanske pendanter spiller på men aldrig opnår. Den spiller ikke op til at være noget mesterværk - hvilket den absolut heller ikke er, og skulle man sammenligne den med noget skulle det være Helle Ryslinges alt for oversete “Carlo og Ester” fra begyndelsen af 1990’erne - harmløs men underholdende
Filmen er venligst stillet til rådighed af Filmcompagniet.
