Skriv en kommentar
Emma er ny på rideskolen, som domineres af den konkurrence-lystne Cassandra, holdets anfører. Der opstår øjeblikkeligt en tiltrækning mellem de to piger og et venskab opstår. Et venskab, der består af et magtspil mellem de to piger, hvor Cassandra insisterer på at dominere Sara, træne hende op og skubbe til hendes grænser. Og Emma, der ellers er en yderst kontrolleret pige, som bruger det meste af sin tid på at træne sin hund, drages af en lyst til at give sig hen til Cassandra. Filmen balancerer mellem dominans og underkastelse, tiltrækning og frastødning, spirrende seksualitet og trang til at 'alt skal blive som før'.
Finest er scenerne med Emmas lillesøster, Sara, der i svømmehallen bliver gjort opmærksom på at hun skal have top på. Pludselig er hun fuld af skam over denne påtvungne og unødige bevidsthed om sin seksualitet, som enddog endnu ikke eksisterer hos en otte-årig pige. Modvilligt køber faren en bikini til hende, og hun vælger naturligvis den mest sexede, leopard-mønstrede mini-bikini. En bikini, som man kan undre sig over overhovedet bliver produceret til så små piger, men det gør ikke desto mindre filmens tema om et seksualiseret og materialiseret samfund endnu mere relevant.
De to søstre lider hver især under moderens fravær, og mangel på kvindeligt forbillede, i deres udvikling fra barn til kvinde og seksuelt væsen. Sara, der påtager et alt for stort (moderligt) ansvar for sin lillesøster, og Sara, der i sin barnlige naivitet forsøger at lægge an på sin noget ældre fætter ved at opføre en form for erotisk dans (iført leopard-bikinien, selvfølgelig).
Abepigerne er Lisa Aschans debutfilm. Hun er svensk, men uddannet på Den Danske Filmskole. Med filmen demonstrerer hun en fin sans for de mellemmenneskelige detaljer og for dét, der siges uden ord.
Men det er lidt som om selve handlingen afspejler Emmas vaklende og vekslende identitetssøgende adfærd. Og det er nok en god ting. Den forekommer – som en teenager – lidt søgende i sit udtryk. Den skaber nogle spændinger og opbygger nogle forventninger, som langsomt siver ud. Men en vedkommende og meget fin debutfilm er det, og jeg glæder mig til at se mere fra Lisa Aschans side.
