Skriv en kommentar
Det er altid med stor spænding og en forventningsfuld glæde man imødeser en film af Nuri Bilge Ceylan – som da han i 2014 med Vintersøvn fik guldpalmen i Cannes – hvor han i over tre timer fortæller historien om en tidligere skuespiller, der er tæt på pensionsalderen, som i en vindblæst bjergegn vil drive et hotel med klassiske aspekter – og nu igen i over tre timer viser os den tilbagevendte skolelærer Samet (spillet levende af Deniz Celiloglu f. 1986 i Bulgarien) – som er den mest kantede skolelærer, og helt uden handlekraft – som bare på tavlen skriver ordet ”PERSPEKTIV” og råber: ”skriv hvad I vil, – og hvis han ikke kan få ro – råber han endnu højere, fordi han hader at være lærer, men nyder kontakten med det enkelte menneske.
Filmen starter med en næsten helt hvid verden, hvor vi kun ser små tynde græsser og en bus på afstand sætte en person med en håndtaske af i sneen – og personen må kende vejen, da der ingen vej er i det tætte snelag – en svag lyd af tramp og sne i vinden – og ingen huse. Han går og kommer til den fjerne landsby i Anatolien, hvor han skal være kunstlærer – vi ser lys i vinduerne. Han skal danne par med Kenan, som han i starten ikke bryder sig om. Men i klassen får han mere kontakt med den 14-årige pige, Sevim, (Ece Bagci f. 2007 et fund, som går en stor fremtid i møde, og med allerede mange filmpriser) som han favoriserer – og Samet kommer i problemer, da han ikke vil aflevere det kærestebrev, hun har skrevet måske til ham – og Sevim derpå går til skolens rektor. Her har Nuri Bilge Ceylan anvendt en stærk måde ved at vise den tyrkiske præsident Erdogans tropper, som uanmeldt kommer stormende ind i den kurdiske klasse, og gennemsøger alle børns skoletasker og beslaglægger breve og hurtigt gennemlæser enkelte skriverier og de finder lommeknive. Gør børn utrygge og Samet kun virker deltagende og næsten med benene på bordet. Eleverne sidder bagefter og kigger på hinanden og på væggen ses det tyrkiske flag og landets grundlægger Atatürk hænger over tavlen. Et skummelt lokale som lærernes stuer – og samme intimitet.
Vi følger Samets dagligdag i landsbyen – og det er tydeligt, at filminstruktøren filmer lokalt og uden sminke – for at gøre det mere virkeligt. Vi er som tilskuer i landsbyen og med i de to læreres arbejdsværelse og opholdsrum med gamle slidte møbler og primitive køkkenredskaber. Men Samet har et savn og vil gerne invitere en kvindelig kollega, Nuray, (spillet fortrinligt af Merve Dizdar f. 1986) på en date til Kenan – de sidder næsten ene i en stor sportshalskantine og drikker igen te. Der bliver ikke sagt meget. Kigget på hinanden. Antyder tegn om kærlighed, men de går hver til sit. Men vi ser også Samet gå og fotografere – hans kunstneriske interesse filmens absolut flotteste billeder er hans kunstværker, fotografier, hvor der bl.a. står to mænd med arbejdsredskaber og en fotografisk gennemført baggrund med de flotteste landskaber – mens det stadig er snevejr. Det er jo næsten som at se Henrik Saxgren i gamle dage.
På et tidspunkt forlader Samet hjemmet og kører til Nuray, hvor hun retter den menneskelige kritik af ham og endda kalder ham vattet – og Hvis du altid bekymrer dig, oplever du intet. Hendes hjem er stor kontrast til hans dagligdag, alt lyser op, hænger perfekt og hun er i de smukkeste klæder. Og hun beklager på en menneskelig måde, at hun halter – og igen antydes det, og hun fortæller at en bombe har sprunget benet af – hvilket vi ser, da hun skruer det af på vej i seng – det næste vi ser er, at han tager bukserne på og kører hjem til Kenan, som spørger – hvor har du overnattet?
Den tyrkiske filminstruktør har også sagt, at det ofte er bedst når skuespillerne ikke selv ved, hvad der skal foregå – så mere naturligt og hverdagsagtigt. Det er den fornemmelse man får i den hvide landsby.
De første tre timer er der sne overalt, og til sidst ser vi Samet næsten som Sysifos (Albert Camus, Sysifos-Myten 1942) – gå op ad bjerget og for første gang i solskin, hvor småsten triller raslende ned – han går og går – mens Kenan og Nuray går rundt om de faste historiske søjler, og betragter hans gåen, ja, for første gang gør han noget selvstændigt og alvorligt. Går vejen. Mens vi andre tænker, hvor går han hen?
En meget seværdig film af en sanselig fortæller. Filmen vises kun i Gloria på Rådhuspladsen og Øst for Paradis i Aarhus. Der er på det sidste sket det, at Gloria Bio nu er overtaget af Grand Teatret – og denne er den første film i en ny kombination, hvor der her vil blive vist mere seværdige film.
