Skriv en kommentar
Anden verdenskrig er efterhånden blevet portrætteret på stort set alle leder og kanter, men alligevel er der stadig masser af ufortalte historier, og med ”Ærens dage” får vi endnu en af dem. Filmen handler om en gruppe soldater, der alle har det til fælles, at de kommer fra de franske kolonier i Nordafrika. På trods af, at soldaterne aldrig har været i Frankrig melder de sig alligevel til hæren, optændt af chancen for at komme til at forsvare de franske idealer om frihed, lighed og broderskab. Men soldaterne finder hurtigt ud af, at livet som soldat ikke er en dans på roser, og da slet ikke hvis man er muslim. Soldaterne bliver mødt med racisme fra de hvide soldater, som ser ned på de nyankomne. Efterhånden går det op for nordafrikanerne, at deres primære formål i krigen mod tyskerne er at blive brugt som kanonføde. Muligheden for at komme på orlov eller blive forfremmet eksisterer heller ikke for de nordafrikanske soldater, ja selv deres post til familie og venner bliver censureret og ”glemt” af de franske myndigheder. Trods den enorme modgang vælger de nordafrikanske soldater at kæmpe til det sidste i håbet om et frit Frankrig, der i sidste ende vil anerkende deres indsats som ligeværdig i forhold til resten af landets soldater.
”Ærens dage” er blevet skamrost af kritikere verden over, og det er bestemt ikke ufortjent. Filmen fortæller en smuk historie om mænd af ære, der elsker deres hjemland så højt, at de er villig til at dø for det. Men samtidig er filmen også en brutal beretning om uretfærdighed og racisme i den franske hær under anden verdenskrig. For franskmændene er ”Ærens dage” uden tvivl en vigtig film, da den hiver en del af den franske historie frem i lyset på trods af, at mange sikkert gerne så den hengemt i mørket. De franske myndigheders fatale svigt af de nordafrikanske soldater, der spillede en afgørende rolle i befrielsen af Frankrig, er stadig et åbent sår i den franske selvforståelse.
I 1959 fik de nordafrikanske soldater sågar fastlåst deres pensioner af den franske regering, og først da den daværende præsident Jacques Chirac havde set ”Ærens dage” fik de pensionerede soldater hvad der rettelig tilhørte dem, hvilket i særdeleshed fortæller noget om filmens betydning i dens hjemland.
Skuespillet er flot på alle leder og kanter, og de fire hovedrolleindehavere fik da også en velfortjent pris for bedste skuespil ved sidste års filmfest i Cannes. Det bliver kun bedre af, at ”Ærens dage” er godt produceret og flot filmet. Filmens største problem er, at den mister lidt af pusten midt i filmen, men det er kun en lille skønhedsfejl på et ellers fuldendt værk.
Rent billede- og lydmæssigt er kvaliteten som altid helt i top, når det drejer sig om en udgivelse fra Criterion Film, men til gengæld følger der heller ikke noget ekstramateriale med filmen. Som et lille plaster på såret bliver filmen leveret i en dejlig og flot papboks, der vil pynte på enhver dvd-hylde.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
