Skriv en kommentar
At gøre Asta Nielsens (1881 - 1972) liv til et klassisk melodrama i dag, er en oplagt men dristig idé. Instruktøren Torben Skjødt Jensen beviste allerede med sin debutfilm Manden som ikke ville dø (1999), at han behersker genren. De store skæbnetunge følelser og den teatralske gebærden, der også gennemsyrer replikkerne (af en velskrivende manuskriptforfatter Peter Asmussen), taler til en instruktør der har baggrund i videoens avantgardemiljø. Filmen arbejder flot med lys og skygge og setups og ikke mindst med filmens tekstur, stoflighed. Fotografen Harald Paalgard viser, ligesom i Manden som ikke ville dø, at han kan sit kram.
Hertil men ikke længere er filmen tro mod sin hovedperson, alle tiders største stumfilmstjerne Asta Nielsen. For filmen går videre og fortæller, dvs. digter videre på al den smerte og erotik som stjernen gennemlevede i sine film, men som hun uden for lærredet indtil sin død insisterede på at lade ufortalt. Det var en strategi, et tragisk princip hun lagde til grund for sin tilværelse for at overleve. Derfor kunne hun ikke uden humor give sin selvbiografi den dobbeltbundede titel Den Tiende Muse. Hun iscenesatte sig selv som den geniale stumfilmkunstner, der tier også udenfor lærredet.
Manuskriptforfatteren Peter Asmussen lader sammen med instruktøren princippet være omdrejningspunktet for historien. Den aldrende stjerne (Vera Gebuhr) har inviteret den unge journalist og soso-filmmand Lars Smith (Ole Lemmeke) indenfor i hjemmet på Frederiksberg gennem de sidste 40 år. Men hun gør det udelukkende for at fortælle alt det, man allerede ved, nemlig den officielle tavse/tiende historie. Således kan hun atter engang gennemføre princippet på film, men nu med Asta Nielsen som ”sig selv”; scenen er sat til den endelige sammensmeltning af myte og menneske. At Asta Nielsen faktisk forsøgte dette, vidner Henrik Stangerups aldrig gennemførte portrætfilm om – det er altså dette ikke-møde, der er filmens plot.
Men Skjødts og Asmussens film lader sig derimod gennemføre. Derfor kan de uden blusel klippe væk fra den selviscenesættende stjerne og den frustrerede journalist, og til noget af alt det, hun fortier. Således fortæller tavsheden om et menneske, der tidligt lærte at bruge seksualiteten til at hæve sig ud af fattige kår, frem gennem teaterets skuespillerrækker til gennembrudet på film med Afgrunden (Urban Gad, 1910). Men hele tiden med overbevisningen om sit enorme kunstneriske talent. Et talent, som filmen og dens publikum ikke var sen til at opdage. At tusindvis af begejstrede mennesker tog imod hende, da hun ankom til Tyskland for at begynde sin glorværdige karriere efter gennembrudet med Afgrunden, er sikkert og vidst, og også i dag respektindgydende og tankevækkende. Men bagved går den største tavshed, datteren Jesta (Lene Tiemroth), stille rundt i stjernens stuer. Hun fødtes i dølgsmål, og måtte siden leve i skyggen af en ekstremt dominerende moder. Elskede hun sit barn, spørger filmen? Og svarer ved at gøre den ekstreme moderbinding til udtryk for stjernens kærlighedssavn. Jesta bliver offer for den kærlighed, der ikke blot fortiedes i Astas liv, men aldrig oplevedes. Selv den tyske elsker gennem mange år ofres - fordi han er jøde? Die Astas bratte tilbagevenden til Danmark er ikke nazisternes skyld men Jestas, fordi hun mødte kærligheden og ville flytte med sin mand tilbage til København, ifølge spillefilmen.
Asta Nielsen fremstilles ikke som monster, selvom ovenstående måske kan lyde sådan. For sådan måtte det være, når det kun var den officielle stjernehistorie, man ville have. Heri finder man virkelighedens melodrama og tragik. Barnet som moderens kærlighedspant må gå til. Tilbage står et frygtelig ensomt og kærlighedsløst menneske.
På DVD-en er også Skjødt Jensens dokumentarfilm Den Talende Muse. Det er ikke en ekstrafeature, men et fuldt selvstændigt portræt af Asta Nielsen, der er mindst ligeså om ikke mere overbevisende end spillefilmen. Omdrejningspunktet for dokumentaren er fundet af båndoptagelser af antikvarboghandler Frede Schmidts telefonsamtaler med den aldrende stjerne fra de ensomme år i Danmark. Båndoptagelserne foregik uden Asta Nielsens vidende, og derfor sidder man ikke uden et vist forbehold og lytter med. Man kommer nu ikke meget tættere på stjernen, hvad angår nye facts om hendes liv end de, som historiebøgerne og spillefilmen giver. Nok får vi et overraskende bud på, hvem datteren Jestas fader var, og noget der ligner et klart dementi af alle spekulationer omkring Asta Nielsens eventuelle flirten med nazismen (som spillefilmen altså ikke holder sig for god til at antyde), men vigtigst er, at den selviscenesættende stjerne på Peter Bangsvej dementeres. Stemmen er simpelthen mere nøgen end teatralsk. Den fortæller historien om, hvordan stjernen så at sige isoleres fra den dag, hun sætter sine ben i Danmark igen, og ikke mindst om den smerte hun derfor må lide gennem alle årene her. Det er sladderens og middelmådighedens Danmark Fru Asta Nielsen er oppe imod – det fortæller hun om gang på gang i telefonen, når dengang i Tyskland og nu i Danmark slår nådesløst indover kvinden i lejligheden. Og ligeså nådesløst formidles videre til os.
Asta Nielsens svigt overfor og siden enorme binding til datteren, der så overbevisende skildres i spillefilmen, bekræfter dokumentaren, men nuanceres afgørende med beskrivelsen af datterens ægteskab. Et ægteskab der nok var passionssløst, men også bandtes sammen af to mennesker, hvis kærlighedsliv aldrig udfoldedes, fordi han var bøsse og hun var, ja datter af Asta Nielsen. Til sidst vises klip fra den unge journalist Henrik Stangerups ufuldendte portrætfilm. Det er ikke den tavse, tiende muse, man ser her, men en frygtelig ensom kvinde, der viser sin store sorg over al den smerte, også hun selv bragte ind i livet. Så på sin vis viser og dementerer dokumentarfilmen det, som spillefilmen ikke formår; melodramaets myte og menneske smelter sammen. Det er ikke mindst Skjødt Jensens fortjeneste – han formår det, som Stangerup ikke formåede.
Kort sagt: Dette er en uomgængelig DVD, for de der vil kende mennesket og myten Asta Nielsen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
