Skriv en kommentar
Big Brother (nej, ikke det fra TV-Danmark) levede også i bedste velgående i 1970´erne. Selvom det var en tid uden satellitter, microchips og andet hightech udstyr, var der stadig god grund til at kunne føle sig overvåget. Tanken om overvågningssamfundet er det gennemgående tema i Coppolas thriller fra 1974 med den lidt kiksede danske titel ”Aflytningen”. Overvågningseksperten Harry Caul i skikkelse af den altid velspillende Gene Hackman skal levere det, han selv regner med vil være en ren ekspeditionssag. En forsmået mand har bestilt en optagelse af en samtale mellem sin kone og konens elsker. For den skrappeste mand i branchen er det ren rutine. Harry optager samtalen, men da han vil aflevere båndet, er bestilleren selv ikke tilstede, og Harry nægter at udlevere det til hans assistent (en meget ung Harrison Ford).
Langsomt får Harry en fornemmelse af, at der er noget mistænksomt ved samtalen og hans arbejdsgiver - og efterhånden bliver det en besættelse for ham at finde ud af, hvad der er galt. Det skyldes ikke mindst, at Harry tidligere har været involveret i en opgave, hvor to personer blev dræbt pga. hans arbejde, og det ønsker han ikke skal ske igen, hvilket alt tyder på kunne blive tilfældet.
”The Conversation” er et solidt stykke film-håndarbejde. Coppola leger med frygten for overvågningssamfundet, og selvom Cauls værktøjer og metoder er tudsegamle målt op mod nutidens informationsteknologiske instrumenter, fungerer filmen rigtigt fornuftigt. Gene Hackman er intet mindre end perfekt i rollen som den ensomme og lidt nørdede overvågningsekspert, der ikke er god til andet end sit arbejde. Fremmedgørelsen og isolationen bliver udtalt, da både elskerinde og kollega vælger at forlade Harry, og han bliver langsomt mere og mere paranoid, hvilket kulminerer i den fremragende slutscene, der runder filmen flot af.
Hvis man ikke bryder sig om Gene Hackman skal man nok ikke vælge at bruge tid på ”The Conversation”, for resten af skuespillerne er nærmest reduceret til birolleindehavere, og er der lidt længere scener, stjæler Hackman hele billedet. Til tider er der også lange sekvenser, hvor man kommer rigtigt ind under huden på mennesket Harry Caul, og til dem, der kun har tålmodighed til klipning i MTV-tempo, er filmen nok en anelse for langtrukken. Så kan det nok virke lidt søvndyssende at se Gene Hackman bruge 5-7 minutter på at gå ned af gaden. Ikke desto mindre er det interessant at se, hvordan man greb tingene an i 1970´erne, og det er rart med en instruktør, der bruger tid på at lære os filmens personer at kende, sådan for alvor.
Det kunne have været rigtigt spændende at høre, hvad der i sin tid fik Coppola til at lave en film, hvor han advarer os mod at sige al for grimme ting omkring den siddende regering, når man snakker i telefon med kæresten. Ligeledes ville denne anmelder da gerne have hørt Gene Hackman fortælle om sin karakter Harry Caul. Det skal man ikke kigge efter i ekstramaterialet, for der er nemlig stort set ikke noget – det kan blive til et par trailers og et link til filmdistributørens hjemmeside, og det er intet mindre en møghamrende ærgerligt. Det sløje udvalg i ekstramateriale trækker ned i karakteruddelingen, men det rokker altså ikke ved, at vi her har med en yderst seværdig film at gøre, som helt sikkert er værd at have stående hjemme i DVD-samlingen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
