Skriv en kommentar
Der er blot midlertidig ro i Galaksen. Mørke kræfter er på spil for at splitte Republikken. Den ondskabsfulde admiral Thrawn, som man troede var død, skal bringes ud af sit exil, sådan at Imperiet atter kan trone. Vores hovedperson er en tidligere Jedi ved navn Ahsoka Tano. Hun har fanget en af Thrawns allierede, Morgan Elsbeth, og bragt hende ombord på et af Republikkens fangeskibe med kurs mod en domstol. Imens leder Ahsoka efter et hemmeligt kort, som er af vital betydning for fjendens plan. Ahsoka finder kortet, men i mellemtiden lykkedes det to hemmelighedsfulde og kappeklædte, at entrere fangeskibet. De nedslagter kaptajn og vagter og befrier Elsbeth, men hvem er de kappeklædte med de store kampevner? Og hvad indeholder kortet, som Ahsoka fandt? Svaret og meget andet er grundsubstansen i serien, hvor vi kommer vidt omkring. Lige fra den yderste stjernehimmel til den dybeste skov. Udover en spændende rejse for Ahsoka, så lærer hun også at komme overens med, hvem hun er. Eksempelvis i afsnit 5, hvor hun befinder sig midt i de såkaldte Clone Wars.
Ret hurtigt er vi tilbage i Star Wars-miljøet, som vi kender det. Action, spænding og skøre skabninger er alt sammen samlet i endnu en kamp mellem det gode og det onde. Det virker slet og ret enkelt, men for pokker hvor har det stor en effekt. Man køber Ahsoka lige fra starten. Langsomt folder der sig nye perspektiver ud i det enorme univers, som Star Wars er. Nye helte, nye skurke og en masse andet, som bare ekspanderer hele oplevelsen. Jeg skal dog i den henseende gerne påpege, at jeg ikke lige var forberedt på rockmusik under præsentationen af Sabine Wren. Hvad blev der af et symfonisk tema med strygere og blæsere? Fremover nej tak til rock i Star Wars-sammenhæng. Det er jo for helvede ikke manga-figurer, vi står over for! Men ellers fungerer paletten hele vejen rundt.
Et dansk indspark får vi også i form af Lars Mikkelsen, som nu har neutraliseret et eventuelt broderligt prik i siden fra Mads Mikkelsen, som jo var at finde i den separate Star Wars-film “Rogue One”. Lars Mikkelsen og farven blå klæder hinanden godt. Som den mægtige admiral Thrawn troner danskeren ind som en klokkeklar autoritet, hvis sukkermad man ikke skal tisse på. I det hele taget er “Ahsoka” velcastet og velspillet. Og så dukker et par gamle kendinge op og blander sig. En af kød og blod - en anden af gyldent metal.
De to første afsnit af “Ahsoka” er ganske fortrinlige og vækker som sagt masser af genklang. Afsnit 3 og 4 halter omvendt noget, og mens nogle kalder den slags fyld, så har andre seriefanatikere døbt termen for “rejseafsnit” - altså hvor en helts færd påbegyndes mod målet. Ahsoka og hendes følgesvende er på rejse ud for at få opklaret, om admiral Thrawn virkelig stadig lever og ånder. Det bliver lidt langhåret og omstændeligt - desværre ikke særligt underholdende. Kursen rettes siden op, for det er som om, at serien trænger til, at Ahsoka og Sabine for en stund skilles ad, og Sabines sind fristes i retning af den mørke side.
Når alt kommer til alt, så er “Ahsoka” et skridt i den rigtige retning i forhold til “Andor”, men nogen ny “The Mandalorian” er den så omvendt lige knap. Star Wars-fans skal nok få stillet deres sult, når Ahsoka og co. svinger lyssværdene og bekæmper skurke i Galaksen langt, langt væk.
