Skriv en kommentar
Ja faktisk er de blevet samlet i en og samme DVD boks, hvor den røde tråd synes at være en gennemgribende kritik af det japanske samfunds traditionsbundne værdier og det enkelte menneskes eksistentielle ditto.
Fælles for de tre værker står også japansk films allerstørste stjerne igennem tiderne, Toshirô Mifune, der for i øvrigt døde for ganske få år siden. I Sanjuro er han imidlertid spillevende og leverer unægtelig varen som den kraftfulde og særdeles karismatiske samurai kriger af samme navn, der, mere eller mindre frivilligt, indblandes i et vaskeægte klanopgør, der da heller ikke kan fornægtes at have været til inspiration for Sergio Leones italienske spaghetti westerns. Hvorom alting er, ender Sanjuro i hvert fald med at bistå ni unge og aldeles naive samurai-krigere, der er oprørte over korruptionen inden for klanens egne rækker og desuden vil frigive dennes kammerherre, der er blevet taget som gidsel som følge af samme splid. Men som det ligger i luften, mangler de ni den nødvendige indsigt og strategiske ekspertise i kampens hede. Den har Sanjuro til gengæld. Og dermed er kimen lagt til et frugtbart samarbejde, hvor Sanjuro er hjernen bag foretagendet. Med Sanjuro har Kurosawa haft en udsøgt forståelse for at føre det humoristiske og det alvorsfulde sammen i et komediedrama, der desuden trækker stærke veksler på de japanske dyder og traditioner.
Netop de japanske traditioner står dog langt stærkere og mere udtalt i den stort anlagte helaftensfilm Rødskæg, der oprindeligt kom to år efter Sanjuro og, for i øvrigt, endnu engang kunne præsentere Toshiro Mifune som den bærende og indsigtsfulde karakter. Denne gang er han imidlertid overlæge på et særdeles trængt privathospital i provinsen, hvor økonomiske nedskæringer og generel fattigdom synes at være de daglige arbejdsbetingelser. Filmen følger den unge, uprøvede og nys uddannede læge, Yasumoto (Yuzo Kayama), der meget mod sin vilje er blevet sendt til hospitalet fra Nagasaki og indlemmet i Rødskægs stald af arbejdsomme og hårdt prøvede læger. Som dagene går, accepterer Yasumoto dog alligevel sin utilfredsstillende situation, i det fattigdomsplagede provinshul under Rødskægs beskyttende vinger, der nok mest skal ses i lyset af, at han simpelthen ikke har andre muligheder. Med Rødskæg har Kurosawa skabt et eminent storværk, der fører mange sideløbende handlinger sammen i et sprudlende men også stærkt kritisk værk, der stiller skarpt på den japanske samfundsorden og langer ud mod arrangerede ægteskaber, stigende fattigdom og den generelle politiske uorden anno 1965. Rødskæg er fyldt med politiske stikpiller men er også et historisk velfortalt billede af det japanske samfund.
Som tredjehjulet i denne udgivelse står den noget ældre Rashomon unægtelig, og det ganske ufortjent, som den svageste led. Oplægget er tilsyneladende den klassiske kriminalhistorie, hvor en tyv myrder manden og voldtager hans viv. Men fire divergerende vidneudsagn, fra henholdsvis tyven selv, den myrdede mand, viven og et tilfældigt vidne, sår tvivl om, hvad der rent faktisk er hændt. Og i sidste instans er Rashomon en stærk kritik af menneskets eksistentielle værdier, der i den moderne samfunden er erklæret fallit og under ingen omstændigheder er til at stole på. Eller er de? Selv om Rashomon ikke har samme uforlignelige styrke som både Sanjuro og Rødskæg, er den ikke til at komme udenom som et skarpt og meget rammende værk, der burde give stof til eftertanke.
Fælles for de tre værker står Toshiro Mifunes helt sublime og vidunderligt karismatiske medspil, der krænger sjælen ud på de japanske traditioner og supplerer Kurosawa, der som en helt unik auteur havde en naturlig sans for at beskrive menneskets eksistentielle og dybereliggende spørgsmål. Det gjorde han både i kraft af stilfuldt beskrevne karakter, stærke men barske historier og ikke mindst en minimalistisk mise en scene, hvor skygger mellem personerne og de papirtynde vægge spiller en ikke uvæsentlig rolle.
Akira Kurosawa – The Second Collection er på ingen måde det fuldendte billede af japansk films største instruktør, der døde i 1998. Men den tegner alligevel et smukt og mindeværdigt omrids af en ener i japansk filmproduktion.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
