Skriv en kommentar
Nu har Sandrew Metronome udgivet den tredje box-sæt af Kurosawa-filmklassikere til en forholdsvis billig penge. De første to indeholdt hhv. De syv samuraier, Den skjulte fæstning og Livvagten i første udgivelse og siden Rødskæg, Rashumon og Sanjuro i den anden box. Nu er en af hans første film Nora Inu (Stray Dog) fra 1949, mesterværket Ikiru (At leve) fra 191952 og hans første farvefilm Dodes’ka-den fra 1970 med i samlingen af de tidligste Kurosawa-film. Sidstnævnte har ikke været til at få fingrene i i årevis og derfor er det glædeligt, at den nu er udkommet i Danmark, selvom filmen kunstnerisk var et flop.
Nora Inu: 3 stjerner
Dette er en af de første Kurosawa-film med Toshiro Mifune i hovedrollen og blot Mifunes syvende spillefilm af over 160 film i hans store karriere. Han spiller en ung politibetjent, Murakami, der får stjålet sin Colt-pistol. Han foreslår sin afgang, men bliver i stedet sat ind sammen med den erfarne kriminalassistent Sato (spillet af Takashi Shimura – en anden af de store) i sagen for at opklare røveriet. I første omgang bliver det en odyssé i Tokyos underverden, der så kort efter det smædefulde krigsnederlag mod de allierede har storhedstider i kriminalitet og vold. De to optrevler en våbenhandler, men Murakamis colt er forsvundet. Det viser sig, at en ung, fattig ex-soldat har fået hænderne i den og har begået de værste forbrydelser på kærligheden til en ung danserinde. Filmen lægger sig tæt op ad de hårdkogte amerikanske film-noir og gangsterfilm, men har ligesom de samtidige italienske neorealister også et socialt sigte, nemlig at give et portræt af en nation, der på konkursens rand, og hvis børn man må sætte sin lid til. Nogen særlig spændende film er det ikke og billedekvaliteten er heller ikke speciel fremragende, men budskabet er utvetydigt – og er Mifune set mere moden i andre roller få år senere, hvor han til gengæld også er fremragende (her tænkes selvfølgelig på De syv samuraier) 3 stjerner
Ikiru (At leve) 5 stjerner
Nogle kvinder fra et af Tokyos fattige kvaterer henvender sig til myndigheder, fordi en kloak er gået læk midt i deres kvarter. Kontorchefen Watanabe gør, hvad han har gjort de sidste 30 års arbejde – han sender sagen igennem et bureaukratisk helvede, der til sidst får kvinderne til at opgive deres ærinde om at få repareret skaden og få anlagt en legeplads til deres børn. Senere går Watanabe til lægen med mavesmerter og får der af vide, at han har mavesår, men virkeligheden viser at lægerne har skånet ham for den virkelige sandhed - at det drejer sig om kræft og at han har få måneder tilbage at leve i. Watanabe kender dog sin skæbne og må gøre op med sin eksistens som kontorchef, hvis eneste rolle er at skaffe flere penge til myndigheder ved at afvise eller henlægge folkets klager. Han beslutter sig for at leve. Men hvad har han at leve for. Først prøver han at skabe en kontakt til sin søn, som han har et dårligt forhold til. Dernæst går han ud i byen for at leve det vilde liv og til sidst flirter han kraftigt med en pige fra kontoret. Ingen af delene hjælper på mandens sjælefred, men han kommer da i tanke om de ulykkelige kvinder og deres legeplads, som i sin sidste tid gør alt for at realisere. Det sker også, men byens borgmester tager rosen for arbejdet. I sidste del af filmen retfærdiggøres Watanabes arbejde gennem en række flash-back scener som hans venner og kolleger har. Filmen er absolut en fremragende oplevelse og med en meget skarp kritisk pointe over de bureaukratiske samfund, der synes at styrke de rige og overlade de fattige til sig selv. Watanabes udviklingshistorie er dybt rørende og er på lige fod med andre store udviklingshistorier på film som Orson Welles’ Citizen Kane. Watanabes sammenbidte karakter udføres til perfektion af førnævnte Takashi Shimura, og har man først vænnet sig til den ganske særlige japanske tone, der er i filmen er den absolut noget nær et mesterværk. Kvaliteten af billedet er desværre ikke for god i denne udgivelse, men det skal ikke røre ved de 5 stjerner, som filmen skal have.
Dodes’ka-den: 4 stjerner
En ung mand, der lever med sin mor i Tokyos slumkvarter, tror han kører med sporvogn. Han passer og plejer det indbildte køretøj, og hver morgen løber han fra den ene ende af slummet til den anden i bedste overbevisning om, at han styrer sin sporvogn, men han råber Dodes’ka-den. Dette er blot en af de mange vanvittigt både morsomme og sørgelige skæbner man støder på i denne Kurosawa første farvefilm. Endnu en gang er det de sociale forhold og de skæbner, der er ramt på livet af dem, der er sat i fokus. Det gælder om at drømme som faderen, der ud i den blå ludt bygger et imaginært hus til sin søn inden denne dør af madforgiftning forårsaget at en fin restaurant, hvor drengen tigger madrester. Ellers kan man jo gøre som de to fordrukne arbejdere, der i en sakerus bytter hustruer, fordi de har gjort livet surt for dem, selv om det selvfølgelig nok skyldes deres egen dovenskab og hang til risvin. Filmen er en mærkelig størrelse, men absolut seværdig. Den var et kunstnerisk flop, der indirekte var anledning til Kurosawas selvmordsforsøg, og som ligeledes betød, at han ingen penge kunne få til sine film. Hans næste film Dersu Uzala kunne kun få sovjetiske penge til at blive realiseret – og den vandt siden en Oscar for bedste udenlanske film. Dodes’ka-den er tilpas skæv til at være god. Den følger op på det ærinde som også er Kurosawas, nemlig at skildre de sociale urimeligheder, der er overalt i verden. På den måde fortæller Kurosawa verdenshistorien presset ned i et japansk slumkvarter. 4 stjerner
Ekstra-materiale: 2 stjerner
Desværre er der ikke meget at komme efter på denne udgivelse. Lyden er sympatisk nok beholdt i den monolyd, filmene oprindeligt er optaget i. Man vælge diverse undertekster fra forskellige nordiske lande og så er der til hver film en lille historie om selve filmen. Men det er ikke meget, når man tænker på, hvad sådan et box-sæt kunne indeholde. Kvaliteten af filmene er heller ikke den bedste og Ikiru kan fås i bedre udgaver andetssteds, men det er selvfølgelig et plus at man på en forholdsvis billig måde kan samle de bedste film fra en af verdenshistoriens største instruktører.
