Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Sværd-og-sandal-film har inden for de sidste fem år fået noget der begynder at ligne en veritabel renæssance. Det hele startede med Ridley Scotts Gladiator i 2000 og i 2004 kom så både Troy og Alexander. Af de tre film er det uden tvivl Oliver Stone, der med Alexander har slået det største brød op, men desværre må man konstatere at resultatet er kommet halvbagt ud af ovnen.
Alexander fortæller historien om den makedonske konge Alexander (der siden fik tilnavnet den Store) og om hans legendariske bedrifter, der i en alder af blot 32 år havde gjort ham til hersker over næsten hele den kendte verden, fra Grækenland i vest til Indien i øst.
Oliver Stone har haft en nærmest livslang fascination af Alexander den Store, og da han endelig begyndte at arbejde alvorligt med planerne om at bringe historien til det store lærred siger det næsten også sig selv, at Stone ikke kunne nøjes med at lave en underholdende sværd-og-sandal film. Både Gladiator og Troy havde tydeligvis ikke de store ambitioner, ud over at være flotte og underholdende, men Oliver Stone har aldrig stillet sig tilfreds med blot at lave underholdende film. Til tider har han været politisk korsfarer (som i Platoon fra 1986, Born on the Fourth of July fra 1989 og JFK fra 1991), til tider samfundsrevsende satiriker (bl.a. Wall Street fra 1987 og Natural Born Killers fra 1994) og til tider politisk motiveret dokumentarist (f.eks. Commandante og Persona Non Grata, begge fra 2003). Alexander ligger dog tættere op ad hans bio-pic om The Doors fra 1991 – en anden film om indre dæmoner, der manifesterer sig i momentan storhed udadtil.
Filmen bliver fortalt af og gennem Ptolemæus (Sir Anthony Hopkins), der i en rammehistorie dikterer fortællingen om Alexander til sine skrivere. I en kort indledning ses Alexander som ti-årig, hvor hans forhold til sine forældre skitseres, og det er ikke sundt! Moderen Olympias (Angelina Jolie) og faderen, kong Filippos af Makedonien (Val Kilmer) slås om herredømmet over drengen – ikke i praktisk forstand, men i åndelig. Splittelsen mellem de to løber som en rød tråd gennem resten af filmen, hvor Alexander spilles af Colin Farrell. Da Filippos bliver myrdet og dermed baner vejen til tronen for Alexander sker det på foranledning af Olympias, og dermed er Alexanders psyke lagt ud for publikum. Denne splittelse, med dens had/kærlighed-forhold til begge forældre, bliver udlagt som den motiverende faktor i Alexanders drivkraft: et ønske om at føre den afdøde faders egne store planer ud i livet og moderens uendelige ambitionsniveau på sønnens vegne. Freud ville elske Alexander.
Igennem moderen har Alexander siden sin barndom fået at vide, at han nedstammer direkte fra Zeus, og der drages konstante paralleler fra Alexander og til diverse andre af de græske guder og helte, herunder Herakles og Prometheus. Dermed er der også udlagt et dominerende skæbne-tema, der lægges lidt for tykt på. Det samme gælder referencerne til Zeus, idet Alexander og hans hær igennem en stor del af filmen følges af en ørn (flot realiseret i den første af de store slagscener, hvor man ser en del af kampen fra ørnens perspektiv). Problemet er, at Stone ikke nøjes med at komme med referencerne hverken én eller to gange, men bliver ved med at gentage dem ad nauseam indtil man forledes til at tro, at Stone er bange for at publikum er for uintelligente til at forstå dem.
Alexanders eneste trofaste støtte gennem hele livet er barndomsvennen Hefaistion (Jared Leto), som Alexander har et (i hvert fald i filmen) platonisk kærlighedsforhold til. Mange var imponeret over, at disse homoseksuelle undertoner rent faktisk blev bibeholdt i filmen, men specielt vovede er de nu ikke. Senere tager Alexander sig også en kone, da felttoget har bragt hæren langt mod øst, og også her opstår en splittelse i Alexander: mellem konen Roxane (Rosario Dawson) og Hefaistion – endnu et motiv, der gentages flere gange i løbet af filmen.
Og gentagelse er faktisk ét af de primære problemer ved Alexander. Efter den første store slagscene, hvor den makedonske hær på 40,000 mand besejrer den 250,000 mand store persiske hær, føles meget af filmen som gentagelser: når Alexander har indtaget et rige følger de dybsindige overvejelser over meningen med det hele, dernæst følger endnu et felttog, fulgt af dybsindige overvejelser, fulgt af endnu et felttog. You get the picture. Man tager sig selv i at undre sig over, hvorvidt historien ikke kunne have været fortalt lidt mere varieret, i stedet for de endeløse gentagelser af temaer og motiver.
Alexander varer 2 timer og 48 minutter, hvilket ikke er usædvanligt for en storfilm af denne type. Men de knap tre timer føles meget længere fordi man to timer inde i filmen allerede har set det hele mere end én gang. Historien slutter simpelthen på et tidspunkt og begynder derefter at gentage sig selv med et minimum af udvikling af karakterer og en repetitiv ekstern handling. Henimod slutningen, hvor dele af Alexanders hær begynder at gøre mytteri, vender noget af den basale spænding tilbage, men det får aldrig rigtig lov til at udvikle sig.
Storfilm af denne type kan sagtens klare en lang spilletid, hvis de er skruet rigtigt sammen, men Oliver Stones livslange fascination af Alexander har denne gang resulteret i et manuskript, der både er tungt og alt, alt for langt. Måske Stone skulle have overladt forfatter-tjansen til en anden og nøjes med at skrive historien. Ikke at Stone er en dårlig manuskriptforfatter generelt; tværtimod. Manden har skrevet manuskripter til næsten alle sine egne film samt nogle få andre, herunder bl.a. Midnight Express (1978) og Scarface (1983). Nogle af disse er bedre end andre, men ingen er dårlige. Alexander er det, der kommer tættest på at være dårligt, og det er ærgeligt, for Oliver Stone er normalt en filmskaber man forventer store ting af.
Men Alexander er heller ikke en decideret dårlig film. Den er alt for lang, mindst tre kvarter sådan som historien er skruet sammen, men i de sekvenser, hvor filmen virkelig rykker er det storfilm som storfilm skal være. Det er især de tidlige sekvenser, frem til og med indtagelsen af Persien, inklusiv den første enorme slagscene og de imponerende scener fra Babylon. Slagscenerne er generelt flot skruet sammen; blodige og realistiske (som vi er blevet vant til fra denne type film) – til tider måske lidt for hektisk klippede, men stadig dybt imponerende. Og når dialogen er bedst er den også rigtig god. Tilmed har Stone formået at hive en god præstation ud af de fleste af sine skuespillere. Den altdominerende rolle spilles naturligvis af Colin Farrell, men han er omgivet af udmærkede birolleindehavere, og i små roller ses også Christopher Plummer (som filosoffen Aristoteles) og som tidligere nævnt Sir Anthony Hopkins som fortælleren i filmens rammehistorie. Angelina Jolie overspiller i rollen som Alexanders mor, og det gør Val Kilmer for så vidt også som kong Filippos. Men Kilmers karakter er tænkt som noget af en grov bølle, så overspillet ligger i karakteren lige så meget som i præstationen.
Billedmæssigt er filmen flot, ingen tvivl om det. Som allerede nævnt er slagscenerne imponerende, og Babylon-sekvensen er storslået. Men også de store naturpanoramaer er skønne – især scenen fra Hindu Kush hvor Alexander står på et bjerg og kigger mod øst, hvor han ikke kan se det sagnomspundne ydre hav, men bjerge på bjerge på bjerge. Her kommer også filmens måske mest prægnante replik, hvor en af Alexanders frænder siger: ”Jeg er bange for, at verden er større end nogen troede.”
Slutresultatet er en film, der er oppe at koge flere gange i første halvdel, men som i anden halvdel knap nok simrer og dermed bliver det overordnede resultat også en underlig lunken affære: ikke dårlig, men heller ikke god. Det vil i sidste ende sige, at Alexander som en Oliver Stone-film må siges at være noget af en skuffelse. Den sidste sværd-og-sandal film i denne omgang bliver den nok ikke, men i sidste ende vil mit råd være at spare pengene og investere i en af de flotte DVD-udgaver af Ben-Hur (1959) eller Spartacus (1960) fra sværd-og-sandal-filmenes guldalder.
Ekstra-materiale
På denne ”Special 2 Disc Edition” er skive nummer 2 reserveret til ekstramateriale, der desværre er udtryk for i hvor høj grad producenterne af almindelige DVD-udgivelser sjofler omgangen med DVD-mediet. Skiven indeholder følgende:
The Making Of Alexander (12 minutter): En kort bag kameraet-feature af den sædvanlig rygklappende slags, der mere er reklame end dokumentar.
Fight Against Time: Oliver Stone’s Alexander (ca. 75 minutter): En dokumentar-film af Oliver Stones søn, Sean, der fulgte optagelserne. Dette kunne have været højst interessant, men desværre er det meget tydeligt at filmen ikke er lavet af en rigtig dokumentarist. Meget af filmen består således af sammenklippede bag kameraet-optagelser, uden nogen samlende idé og derfor bliver det både uvedkommende og rodet. Værst bliver det dog henimod slutningen, hvor Sean Stone forsøger at lave en slags biografi af sin far, realiseret ved at Stone læser op af en bog han har skrevet mens der sættes billeder til fra hans film, og andre filmklip fra de for Stone definerende tider i USA’s historie. Det er ufattelig prætentiøst, og her kunne Stone godt have givet sin søn en hjælpende hånd ved at sige nej til at medvirke.
B-roll (ca. 15 minutter): Optagelser fra settet, hvor man bl.a. ser optagelserne af flere af filmens scener. Der er med andre ord ikke tale om slettede scener, og man undrer sig lidt over hvorfor man skal se disse scener blive optaget.
Interviews (ca. 18 minutter): En række korte interviews med en del af skuespillerne, Oliver Stone, to af producenterne og filmens komponist. Skuespillerne fortæller både om deres karakterer og om hinanden. Mere rygklapperi.
Trailers: Ud over traileren til Alexander belemres vi med trailere til en række andre film, formodentlig i håbet om at publikum også vil gå ud og købe dem.
Som det vil være fremgået af ovenstående er der ikke meget kød på ekstramaterialet. Den lange dokumentar kunne have været virkelig spændende, men er det ikke. Formodentlig fordi Sean Stone ikke er filmmager, og dermed ikke har haft en ordentlig idé til, hvordan dokumentaren skulle skrues sammen. Meget af materialet ville sikkert kunne bruges til en fremragende dokumentar om Stones arbejde med Alexander, men som det er nu, er det rodet sammenklippet og derfor gabende kedsommeligt med mindre man skulle være ultra-fan af Alexander og gøre alt for det mindste bag kameraet-glimt. De rygklappende ”The Making Of..” og interviews er standard-kost blandt DVD-ekstramateriale og det er de øvrige ting i øvrigt også.
Med andre ord er der intet i ekstramaterialet, der gør udgivelsen fortjent til at kalde sig ”Special 2 Disc Edition” – det er en forargelig omgang med udtrykket ”Special Edition”, der kun skal lokke folk til at købe DVD’en i den tro at der er masser af lækker ekstramateriale. Fy for den lede!
Ekstramaterialet får én stjerne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
