Skriv en kommentar
Indre monologer er ofte et godt greb at ty til, når vi har med historier stærkt bundet til en hovedperson at gøre. Derved får man som seer et indblik i en karakter, som lyver for sig selv.
I ”Alfie” møder vi ungkarlen Alfie og følger hans liv i New York. Alfie bryder filmretorikkens grundlæggende regler og kigger direkte ind i kameraet, mens han taler til os nede i salen, og det sker endda, mens de andre karakterer står lige ved siden af. Hvis det ikke lige er, hvad der tilsyneladende er Alfies eneste ven, Marlon, der står ved siden af, kan man være ganske sikker på, at der er en lækker steg, som Alfie snart vender sig imod og komplementerer.
Alfie lever for at få fisse og i Jude Laws skikkelse, er han fra naturens hånd ret godt stedt m.h.t. at forføre damerne, så det bliver en hel del gymnastik på både billiardborde og limousinesæder. Som seer bliver man godt og grundigt irriteret på Alfie, der umiddelbart virker kynisk kold i kampen for endnu et knald. Men som mand kan man heller ikke lade vær med at føle en vis form for empati i Alfie. Dejlige damer, cruising i gaderne og dekandent druk er nemlig ingredienserne i den unge mands færten i byens rum. Derfor bliver historien også vigtigere end som så, den rodløse eksistens der farer rundt i et hav af postmodernistiske sanseindtryk, er nemlig ikke et ubekendt fænomen nu til dags. Som vi flimrer rundt i den interessante æstetik og det flotte lydspor (som Mick Jagger har været med til at udforme), bliver filmen således bag om ryggen til en beretning om ensomhed, sex og kærlighed.
For hvorledes dog vælge et liv, vælge en karriere og vælge et fucking stort tv-apparat, når mulighederne for nye veje konstant åbner sig i skæret fra byens nattelys.
Som i Albert Camus eksistentialistiske hovedværk ”Den fremmede” (1942) lever hovedpersonen så meget i nu’et, at den moralske og konventionelle vej ikke er en umiddelbar mulighed. Som Meursault i samme roman skyder araberen, da han blændes af solen, udsættes Alfie konstant for nye nattelys og damer at kaste sig over. Til ensomhedens melodier, glider han derfor rundt og prøver desperat at forklare sig for sig selv og ikke mindst seeren, der forarges og fascineres nede i salen
Filmen vækker derfor til eftertanke analogt med, at den underholder det meste af spilletiden igennem. Og i den eftertanke spiller udsigelsen en vigtig rolle. Filmen er næsten et langt blik på seeren, og derfor står og falder filmen også med, at man som seer tager charlatanen seriøst. I den oprindelige film fra 1966 fungerede Michael Caine perfekt som Alfie, og Jude Laws intense blik formår at føre filmen up to date som den moderne scorefyr.
Piger i salen vil måske nyde, at Law kigger direkte på dem, forhåbentlig vil de ikke identificere sig for meget med den aldrende femme fatale Susan Sarandon (bl.a. ”Thelma og Louise”, 1991), der fabelagtigt spiller isdronningen Liz. I det hele taget er skuespillet af stor klasse. Julie (Marisa Tomei), der er en af Alfies mange muligheder for at få et fast forhold, og den gudesmukke nymfe Nikki (Sienna Miller, der til daglig er kæreste med Jude Law), som Alfie finder en ensom juleaften, gør det således overbevisende i deres respektive roller.
Man kan anklage filmen for at fokusere ukritisk og indædt på modeltyper, overfladiske yuppietrip og gøre det på bekostning af den egentlige indre konflikt i Alfie, som vi måske kommer til at mangle et egentligt nuanceret billede af. Undervejs står han overfor det faktum, at man har en krop som ældes, og at den måske dybest set er skabt for at formere sig. Hvorledes Alfie forholder sig til det, skal her være usagt, men karakteren Alfie mangler måske lige det sidste tvist i forhold til filmens plot på dette område.
Kvinderne er mange, og de er søde og flotte, men hvad med moralen og hvad med konsekvenserne, og hvad med Alfie; fortsætter han den indædte kamp for nye knald, eller falder han til ro i en villa med børn?
Ja, det kommer an på ham selv og det spejl, som seeren er!
Filmen er instruktør Charles Shyers (”Brudens far”, 1991) hidtil bedste. Den har både humor og alvor og det pakket ind i en flot udført form, og så gør det mindre, at de fleste kendere nok alligevel vil sværge til Lewis Gilberts forlæg fra 66.
