Skriv en kommentar
Tim Burton er en universets hersker. I sine film inviterer han os ind i sælsomme verdener med spektakulære skikkelser. I Edward Scissorhands møder vi den klippende enspænder Edward i et sterilt forstadsunivers; Ed Wood handler om skøre filmmagere og skuespillere i en morsom b-films-verden, og sidst var Burton aktuel med Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street, der handler om en syngende dræber-barber i det viktorianske London. Hvad Burton smukt mestrer, er, at han ikke taber figurerne i de forunderlige universer, men lader dem udvikle sig i fællesskab med omgivelserne. Med Alice i Eventyrland giver Burton os endnu et ekstraordinært univers at udforske.
I Alice i Eventyrland følger vi den nu 19-årige Alice, der ikke just føler sig tilpas i et 1800-tals England med strenge regler og konventioner for piger i hendes alder. Da hun uvidende deltager i sin egen forlovelsesfest, hvor en klumpet, adelig ung mand frier til hende, har hun fået nok. Hun går sig en tur i haven, og her får hun øje på en kanin. Da hun følger efter den, falder hun ned i et kæmpe kaninhul. Hun lander i den samme magiske verden, som hun også besøgte, da hun var barn – hun har dog glemt alt om sit første besøg. Det har den magiske verdens indbyggere imidlertid ikke: Det viser sig, at Alice er skæbnebestemt til at besejre den onde Røde Dronning, så den gode Hvide Dronning kan overtage magten. Alice er noget skeptisk over det store ansvar, men drager alligevel af sted ud i det forunderlige univers og møder mange skøre skikkelser på sin vej.
Lewis Carrolls berømte børnebøger, som Alice i Eventyrland er baseret på, er efterhånden blevet fortolket mange gange indenfor de forskellige kunstarter. At lade Tim Burton komme med sin filmfortolkning lyder på papiret som en fremragende idé: Sære universer og skæve karakter er som sagt hans speciale. Fortolkningen ligger altså lige til højrebenet for Burton – men måske ligger den for godt til ham, for Alice i Eventyrland fremstår som en film, han har kørt hjem på rutinen.
Universet og karaktererne i Alice i Eventyrland mangler simpelthen den charme og tilgængelighed, som findes i Burtons tidligere film. Figuren Alice fremstilles kedeligt og fremstår mere som en katalysator for at præsentere den ene skøre og mærkværdige karakter efter den anden. Disse mange bikarakterer har for lidt on-screen-tid til, at vi som publikum kan holde af dem eller finde dem sjove og charmerende – til trods for udmærkede præstationer af bl.a. Burtons faste skuespillere Helena Bonham Carter og Johnny Depp.
De mange bipersoner er formentlig med for ikke at skuffe eventuelle fans af bøgerne, og i det hele taget virker det som om, at Burton har været for forsigtig og undgået at tage chancer. Selve universet i Alice i Eventyrland fremstilles flot og farverigt i en blanding af animation og rigtige billeder, men det er næsten for pænt, og man savner lidt kant. Dette skyldes sandsynligvis, at Alice i Eventyrland er en Disney-produktion, som derfor skal kunne ses af hele familien.
Man savner Burtons normale karakterindsigt i Alice i Eventyrland. I stedet for at fokusere på Alices reaktioner i forhold til Eventyrlandets unikke univers, bliver selve universet det egentlige centrum i filmen - desværre fremstilles det og dets enorme persongalleri overfladisk og uden charme. Denne gang har Tim Burton lænet sig for langt tilbage i instruktørstolen, hvorfor Alice i Eventyrland er endt som en middelmådig rutineproduktion.
