Skriv en kommentar
Efter moderens død flytter 12-årige Darra fra Irland sammen med sin storebror Eoin ind hos deres franske tante i Provences landidyl. I skoven møder Darra den engelske pige Bella, der bor i et nærliggende hus med sin familie. Hurtigt fortrylles Darra ubærligt inderligt af denne rødhårede pige, og de deler minder, der kun hører barndommens eufori til. Men Bella pirker til de dystre facetter i Darra, og da han fanges af hendes forældre i at have vandaliseret et af deres værelser i en løssluppen leg, forbydes de at se hinanden. Dorra gør alt i sin magt for at nå ind til hende igen, både fysisk og psykisk, men hun trækker sig væk, og den sårbare Darra rammes af en afmægtighed, der kan drive ham ud, hvor sorgen bliver sygelig, hvis han bliver presset yderligere. Og så er det Bella begynder at se hans storebror Eoin…
For en historie med så simpelt et handlingsforløb, der bygger på bibel-tematikker som Syndefald og Kain og Abel, blandet med noget l’amour fou, er fremførelsen fuldstændigt æterisk. Historien udgøres nærmest af en sindstilstand der udfolder sig, men stilen og skuespillerne gør den bidende nærværende.
Som et værk med børn i alle sine bærende roller må det nævnes at castingen er fortræffelig. Imogen Jones, der spiller Bella, har et nærmest overjordisk ydre, med hvid dunet hud, brændende øjne og flammende hår. En skuespillers udseendet burde være en formalitet, men dette drama bliver i høj grad et drama på mimik. Man følger at hvert et ansigt er valgt som et uddybende visuelt træk, og det fremvises også sådan, i filmens mange insisterende nærbilleder.
Imogen Jones’ præstation står dog markant i skyggen af sin medspiller Jack Gleeson, men det er absolut ingen skam, bliver man klar over, efter at have set denne film. Hans hjerteskærende ansigt er skælvende af nærvær, og hans præstation er ligeså overvældende i styrke. som den er præcis i detaljen.
Hans skuespil bærer filmen et langt stykke hen af vejen, og det skal det også, for rollen er ligeså essentiel for filmoplevelsen, som den er krævende. Det er en film, der tager børnenes parti, og det er Darra, vi følger følelsesmæssigt, selvom kameraet følger flere. Der er en mur mellem børnenes verden og de voksnes, der er ingen voksne betroede, og skellet gøres konkret ved, at de voksne taler fransk uden undertekster. Vi forstår (med mindre vi kan fransk) hvad børnene forstår. Darras voice-over, der følger os som stemningsvækkende poesi, er også gennemgående for det meste af filmen, og når han bryder, er lyden så af hans åndedræt så intens, at det føles som om, vi sidder fanget i hans kranium. Lydsiden er også enormt velkonstrueret, og følger Darras følelsesliv med hver en tone, og dog på underspillet vis.
Stilen spiller nærmest filmens anden hovedrolle, og den er også af en helt særlig kaliber. Der arbejdes især meget originalt med dybde i billedet, og sammen med en lyssætning, der former skygger som skulpturer over skuespillernes ansigter, er det en oplevelse af stor æstetisk værdi. Der er tidspunkter, hvor lyset rammer Darras øjne så selv de bagerste toner af hans iris lyser op, og får konceptet 3D til at virke helt overflødigt.
Naturen er et gennemgående element, og vises både fra værste og bedste side, med skiftende magiske og makabre billeder, der leder tankerne hen mod Antichrist. De deler også samme Tarkovsky inspirerede fascination af vand, der her også får en tematisk betydning.
Stil og skuespil, sammen brygger de en helt særlig mikstur af bittersød stemning, der hører barndommen til. Poetisk-realisme er den mest rammende term for atmosfæren, der er som et andet element at træde ind i, og nærmest vemodigt at fjerne sig fra. Det er med andre ord en film der suger dig ind, og spytter sig ud bagefter.
”All Good Children” er ikke en bred film, indrømmet – men når det er sagt, så er den altså dyb som bare fanden.
