Skriv en kommentar
Den britiske instruktør Andrew Haigh har brugt den japanske forfatter Taichi Yamadas roman fra 1987 som filmens forlæg. Den originale bogtitel på japansk er ”Summer of the strange people” og i den engelske version forkortet til ”Strangers” og nu som filmtitel anno 2023 ”All of us strangers”, som twister og fletter hallucinationer, mareridts med virkelighedens hændelser og hverdagssituationer.
Vores første indtryk af hovedpersonen Adam (spillet med en ’stille’ intensitet og troværdighed af Andrew Scott) er tilforladelig. Han arbejder som manuskriptforfatter og lider af skriveblokeringer (big time). Vi ser ham i første scene glo på en hvid skærm for derefter at slinge sig i sofaen og spise snacks og glo fjernsyn som en tydeligvis vanlig overspringshandling.
Det hvide rungende og næsten mennesketomme boligkompleks, som Adam bor i, ligner ude fra et fængsel med jerngitter og som hans påtrængende nabo og derefter elsker Harry (Spillet med en skrøbelighed og sårbarhed af Paul Mescal) konstaterer, så er formålet med jerngitteret at forhindre udluftning og selvmordsforsøg.
Adam arbejder på et manuskript, som antyder at have selvbiografiske træk. Han henter sin inspiration ved at opsøge sit barndomshjem i en beskeden forstad til London. Hans togture ud til forstaden bliver en besættelse for ham, idet han oplever at kunne indhente det forsømte med sine forældre, som døde for omkring 30 år siden i en bilulykke, hvor Adam var 12 år.
Forældrene er på alder, endda lidt yngre end Adam. De begynder alle tre at gå på en slags detektivarbejde for at vide, hvordan Adams liv har udartet sig efter deres død og hvordan Adam har oplevet dem som forældre.
Adam borer i sin barndom ved at have samtaler med faderen (spillet fremragende af Jamie Bell), hvor de spoler tilbage i erindringerne, at Adam var en anderledes dreng og blev mobbet i skolen og faderen hørte ham græde inde på værelset, men trøstede ham ikke, hvilket faderen fortryder i deres samtale. Samtalerne med moderen (spillet eminent med nervøse træk af Claire Foy) er lige på og direkte. Hun er hudløs ærlig over for Adam, da hun tydeligt viser med sit kropssprog og ord, at hun har brug for en rum tid til at konsumere, at hendes søn er bøsse og ikke ønsker kernefamilie og egentlig lever et stille og til tider ensomt liv.
En komisk scene som bryder det lidt dystre og tunge essentielle tema er scenen, hvor Adam har mareridts og vil ind og sove imellem sin far og mor. Han har en børnepyjamas på, som er alt for lille og tætsiddende. Han får lov at sove hos dem og imellem dem.
Andrew Haigh har begået en dybt bemærkelsesværdig og minimalistisk spøgelsesfilm, som sætter sig i kroppen og har en affekt ’fysisk’ og følelsesmæssigt og samtidigt stimulerer det intellektuelle hos publikum.
