Skriv en kommentar
“Are you all right?”…”Yeah, I’m all right.”
“All right?”…”All right.”
Således fortsætter det i ét væk i Mike Leighs nye perle af en film ”All or Nothing”, men alt er bare ikke ”allright”.
Familien Basset, som står centralt i historien, bor i et underbemidlet område af Sydlondon. Moderen er nedkørt kassedame i det lokale supermarked, faderen er lommefilosofisk og ugidelig taxachauffør. Han har svært ved tage sig sammen til at tage de gode morgenture. Begge børnene er svært overvægtige. Den ensomme datter gør rent på et trist alderdomshjem, men har ikke kontakt med jævnaldrende. Sønnen er endnu mere doven end faderen, er arbejdsløs og ligger på sofaen dagen lang, når han da ikke slås med sine ”kammerater”. Kun ved middagsmordet danner der sig en form for samtale mellem familiemedlemmerne, som dog først får substans den skæbnesvangre dag da sønnen får et hjerteanfald. Først da opstår der et egentlig sammenhold i familien, et sammenhold om livet selv, idet døden viser sit grimme ansigt.
Faderen og moderen spilles fremragende af henholdsvis Timothy Spall og Lesley Manville, med den hensynsløst rodbehandlende og kompromisløse spillestil, man også kender fra Leighs andre film. Kærligheden mellem de to mennesker er gået gevaldigt på frysepunktet. Til det punkt at de begge er menneskeligt nedkørt. Moderen er som forstenet i livet, mens faderen hutler og ynker sig igennem tilværelsen. Begge føler de sig meget alene. Men da de kommer ud for tragedien, bliver de igen bragt sammen og de må konfrontere hinanden.
Personligt så jeg denne filmperle to gange i biografen, og efter nu at have set den på video, må man indse, at denne film bliver bare bedre og mere indtrængende for hver gensyn. Tricket med Leighs film er at hvis man ser dem med åbent sind, bliver man uhjælpeligt indfanget. Det der sker for mig er, at jeg sidder og stirrer på mennesker, jeg egentlig ikke kan holde ud - en indtørret mor, en slap småsludrende far, en genert og fåmælt datter og en aggressiv konstant spisende fedling af en søn - og deres omgangskreds er af samme skuffe. Men Leigh giver os den sande skildring af disse menneskeskæbner, ind bag alle fordommene, klicheerne og stereotyperne. Her der nemlig ingen fiks pointe eller smart udgang på en scene. I stedet krænger han og hans skuespillere selve sjælen ud af karaktererne og viser værdigheden bag deres patetiske facade.
En tung men særdeles forpligtende og menneskelig indsigtsfuld oplevelse af et stykke realistisk filmkunst man ikke kan undgå at tage holdning til, og som man bestemt ikke skal snyde sig selv for.
Filmen blev venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome
