Skriv en kommentar
I åbningsbilledet møder vi hovedpersonen Bambino (Tope Tedela), der ser lige ind i kameraet og bliver bedt om at løfte hovedet op. Det kunne være en situation på en politistation, men det er det slet ikke. Det viser sig nemlig, at fotografen bag kameraet er den charmerende unge fyr Bawa (Riyo David), som Bambino møder og opbygger en relation til, lidt efter lidt.
Bambino er en stor, indesluttet og tavs mand, der passer sit arbejde som knallertbud, mens han også må tage sig af naboer i det fattigkvarter, hvor han bor. Aftenerne bruger han på at læse og lytte til deres ægteskabelige skænderier gennem de tynde vægge.
Bawa arbejder i en spillecafé, hvor man kan komme ind og sætte sine penge på det ene eller det andet lykkelotteri, og det er her, Bambino først møder ham. I virkeligheden ønsker Bawa at leve af sine billeder, og da han ser Bambino, ser han både en model og en mulig kærlighedspartner. Men der er mange og alvorlige hindringer for dette, for dels gør veninden Infeyinwa (Martha Ehinome) kur til Bambino, og dels er det i Nigeria ikke alene voldsomt tabuiseret at være homoseksuel, det er også strafbart.
De to mænd opbygger lidt efter lidt et venskab, trods Bambinos forbeholdne og indadvendte væsen, en relation, som vibrerer af tilbageholdte følelser og uudtalt længsel – og så smukt, som det sjældent er set på det store lærred. Trekantsdramaet mellem Infeyinwa, Bambino og Bawa er heller ikke noget rigtigt trekantsdrama, for alt er omfattet af kærlighed og omsorg og venskab frem for alt, og når de to mænd taler sammen i det offentlige rum, må de sidde med stor afstand til hinanden for ikke at nogen skal tro noget.
Stemningen i filmen er rolig og eftertænksom, ligeledes er de smukke billeder, som er optaget på på stativ, så personerne går ind og ud af billedet, ligesom antallet af locations også er meget begrænset. Det ikke bare fungerer, det understøtter virkelig historien og følelsen af at være spærret inde i sine egne følelser, og det skaber en stillestående stemning, der er på grænsen til kedsomhed, men holder balancen.
All the Colours of the World are between Black and White er en film, der lige som sin meget lidt mundrette titel insisterer på at være sin egen og er blevet en helstøbt, bevægende ægte perle som en lavmælt kærlighedssang.
