Skriv en kommentar
’All The Money In The World’ er nok lige nu mest kendt for de skandaler, der har omgivet den: udskiftningen af Kevin Spacey efter filmen var filmet, og at de følgende re-shoots udløste endog meget forskellige lønsedler til Michelle Williams og Mark Wahlberg. At disse skandaler omhandler den positive og negative værdi af mennesker er lidt pussigt, eftersom det også er filmens tema.
Handlingen baserer sig på den sande historie om kidnapningen af Paul Getty III i 1973. Kidnapperne kræver 17 millioner dollars, hvilket de fandt rimelig eftersom J. Paul Getty Senior, oliemagnaten og verdens rigeste mand, er hans farfar. Men den gamle Getty blev ikke rig på at kaste om sig med penge, og han nægter at betale løsesummen, ikke mindst fordi han i så fald kunne se sine 14 andre børnebørn ligeledes kidnappet. Det efterlader drengens mor, Gail, i en svær situation, da hun som fraskilt fra Getty-familien på ingen måde kan stille med pengene, og derfor ikke kan gøre meget andet end at appellere til kidnappernes gode hjerter.
En skuespiller der passer til rollen
Trods den sene erstatning af Spacy, fremstå Plummer på alle måder som en gevinst for filmen. Udover at han, som 89-årig ikke behøver at gestikulere gennem et tykt lag make-up for at ligne en på 80, som Spacey ellers måtte, så kommer han også med en enorm tyngde og elegance, der på alle måder klæder karakteren. Plummer formår at krydre en jernhård stædighed med små sprækker af varme. Derfor tror man på, at han både er manden, der bragte olien ud af Saudi Arabien og en bedstefar, der går og hyggeforestiller sig, at han er Kejser Hadrian genfødt.
Dette giver også liv til modstillingen af Getty Sr.s nærighed, når det kommer til at hjælpe med løssummen, overfor hans trang til at købe rasende dyre malerier. Det er måske en lidt banal måde at illustrere et karaktertræk, men den kompleksitet, det dækker over, er så interessant, at kidnapningen nogle gange virker næsten distraherende.
Ikke alt kan måles i penge
Plummer er dog ikke filmens eneste højdepunkt. Michelle Williams er som altid fremragende som en desperat men aldrig patetisk mor, der både skal tackle en gammel gnier, kidnappere, der ikke tror på, at hun ingen penge har, og en presse, der mener, at hun burde græde mere. Hendes autenticitet som menneske står samtidig lidt som en kontrast til Wahlbergs lidt unuanceret machomand, Fletcher Chase, der skal hjælpe hende med at få hendes søn tilbage. Chase er ansat som forhandler af Getty Sr. og er tidligere CIA-agent, hvilket måske kan forklare castingen af Wahlberg (men bestemt ikke lønforskellen mellem ham og Williams).
Filmen er helt overordnet underholdende og medrivende uden de store udfald, men også uden de store højdeounkter. At den fokuserer specifikt på kidnapningen, tjener på den ene siden filmen godt, fordi det stramme fokus giver plads til at udforske små detaljer af situationen, uden at filmen taber tempo. Det gør også, at filmens tema står klar: det koster på mange fronter at have mange penge.
Men omvendt fornemmer man en langt mere interessant omkringliggende historie, der kun henvises til drypvis. En historie om, hvor koldt det er på toppen, og spørgsmålet: er der koldt, fordi der kun kan stå én, eller er der koldt, fordi den på toppen aldrig inviterer andre op?
