Skriv en kommentar
Filmen følger hovedsageligt sognepræst Viggo Juulsgaard Jensen og kirketjener Bo Hagen Clausen, der gennem sit alter ego, dragqueenen Ramona Macho, er med til at forny og samle menigheden. Viggo, der selv er homoseksuel, beretter undervejs om sin opvækst, sin personlige tro, sit præstevirke og ikke mindst om, hvordan Gud gav ham den accept, som han ikke fandt andre steder, da han sprang ud.
I løbet af et helt år møder queer-kirken både medgang og modgang. Vi følger kirkegængerne gennem begravelser, dåb, meditation, HIV-gudstjenester, børnepride for regnbuefamilier, arbejdsdage og meget andet. Derudover beskæftiger filmen sig med den aktuelle værdikamp mellem progressive kirker og konservative, kirkelige modbevægelser. I Enghave Kirke bestræber man sig på at skabe et trygt og nært fællesskab i en verden, hvor minoritetsborgere som Viggo og Bo fortsat møder betydelig modstand.
Denne dokumentarfilm er fra første anslag både spændende, hjertevarm og betagende at følge. Seeren fungerer som en flue på væggen, mens vi får lov til at overvære forskellige samtaler, livsvigtige begivenheder og ikke mindst hovedpersonernes dagligdag. Kirkelivet på Vesterbro portrætteres troværdigt og ærligt gennem talrige interviews med Viggo og Bo, men i høj grad også med nogle af kirkens øvrige medlemmer og frivillige. Man mærker varmen, tolerancen og respekten for hinandens forskelligheder. I de scener, hvor Pride-kritiske og højreorienterede røster forstyrrer kirkegængernes arbejde, føles stemningen ubehagelig, men kort efter afløses uroen af en hyggelig atmosfære, som var man selv til stede.
Her møder vi blandt andre højrefløjsprofiler som Rasmus Paludan, Rasmus Munch Søndergaard og den transkritiske forening Dansk Regnbueråd, der mener, at børnepride er et alt for politiseret og totalitært initiativ. Dette står i kontrast til Enghave Kirkes menighed, der argumenterer for rummelighed og anerkendelse af regnbuefamilier.
Man kan umiddelbart undre sig over, hvorfor instruktør Splidsboel ikke har valgt at interviewe Dansk Regnbueråd for at give seerne en dybere forståelse af foreningens kritiske syn på LGBT-relaterede initiativer i Folkekirken. Men da filmen i højere grad handler om tro, identitet og tolerance blandt queer-personer, forstår man alligevel, hvorfor dette hensyn ikke er prioriteret. Instruktørens valg om at lade fællesskabet frem for konfrontationen være filmens omdrejningspunkt forekommer velovervejet. Det giver plads til en mere empatisk skildring af et miljø, der i forvejen møder betydelig modstand. Samtidig kunne en mere konfronterende tilgang muligvis have skabt yderligere polarisering frem for forståelse. Filmen insisterer i stedet på, at der skal være plads til forskellighed og menneskelig værdighed.
Bo portrætteres, mens han tager del i nogle af disse kritiske konfrontationer, og vi ser ham også i sårbare øjeblikke, hvor han åbent fortæller om sin accept af sin feminine side, og hvordan dans, sang, musik og hans dragpersona giver ham ro og mod til at stå ved sin ret til at være sig selv. Bo giver os således lejlighed til at forstå sin baggrund og sit livssyn.
I en af filmens mest mindeværdige scener introduceres vi til hans mor, Gurli, som hjælper sin søn gennem en vanskelig stund. Hun fortæller om den manglende forståelse, Bos far udviste, da sønnen i barndommen iklædte sig moderens mange kjoler. Gurli fortæller desuden med stolthed og kærlighed om sin søn, og man mærker straks den tryghed og omsorg, der omfavner både Bo og os som seere midt i alt det svære. Man bliver nærmest taget i hånden af både mor og søn og får en særlig forståelse for Ramonas oprindelse.
Derudover får vi et indblik i en af Københavns mange præstegrupper, hvor Viggo mødes med andre queer-pastorer. Her diskuteres præsternes forskellige synspunkter, hvilket viser, at der selv i minoritetsmiljøer kan forekomme uenighed, og at forholdet mellem tro og identitet ikke nødvendigvis er entydigt. Det er en interessant nuance, som bidrager til filmens mere komplekse skildring af det kirkelige fællesskab.
Bo giver os ikke kun et indblik i Københavns kirkelige miljøer, men også i byens mange LGBT-venlige mødesteder. Det kommer blandt andet til udtryk under Copenhagen Pride på Rådhuspladsen og ikke mindst i scenerne, hvor Bo i skikkelse af sit alter ego, Ramona, indsmigrende og euforisk bevæger sig rundt blandt ligesindede i Christianias Bøssehus. Scenerne føles både hjertevarme og autentiske og understreger betydningen af at kunne finde et fællesskab, hvor man frit kan være sig selv.
Alle Guds farver har trods sine beskedne 78 minutters spilletid utrolig meget på hjerte. Personerne fremstår troværdige, og man får næsten lyst til at aflægge Enghave Kirke et besøg snarest muligt. Filmen nedbryder på nært hold nogle af de fordomme, der kan opstå, når queerness og tro mødes. Det er en smuk og kulørt dokumentar, som hjerteligt inviterer sit publikum indenfor. For uanset om man er queer, kristen eller ingen af delene, er man velkommen, ganske som man er!
Filmen kan streames på DRTV.
