Skriv en kommentar
Da instruktør Rasmus Heide for to år siden lavede Alle for Én (2011) var der ikke just stor begejstring blandt filmkritikerne. Til gengæld blev det en kæmpe biografsucces, hvilket har resulteret i en toer, der så fint har fået titlen Alle for To (2013). Den blev tidligere i 2012 fremvist til et testpublikum, der eftersigende var ovenud begejstrede for det, de netop havde set. Det er her, man bliver forvirret, for det er jo det rene affald.
Ideen bag begge film er, at samle en række kendte danske komikere og få dem til at spille sammen i en munter komedie, der spiller på alle deres styrker. I dette tilfælde har vi Jonathan Spang, Rasmus Bjerg og Mick Øgendahl, der spiller tre lettere tåbelige forbrydere. En moderniseret Olsen Banden om man vil. Jonathan Spang tager rollen som Egon, eller i dette tilfælde Nikolai, som netop er blevet prøveløsladt. Han vil starte på en frisk og har derfor skaffet sig et job som hjælpepædagog i en børnehave. Han formår dog ikke at være løsladt længe, før han atter opsøges af brødrene Ralf og Timo, hans Kjeld og Benny.
Komikere på slap line
Der går en del tid før Nikolai bliver genforenet med Timo og Ralf. En lang periode hvor man stadig kunne have forhåbninger om, at det måske ikke ville blive så slemt. Jonathan Spang er den af de tre personer, der er lettest at håndtere i filmen, idet han underspiller sin rolle og sjældent forsøger at være sjov.
De største problemer dukker frem når Ralf og Timo viser sig, Mick Øgendahl er den dummeste af de to brødre og han kører præcis den samme rutine, som man har set ham fremføre de sidste 13 år. Mens Rasmus Bjerg er ligeså usjov, som han har været lige siden man første gang kunne se ham som tryllekunstneren Mr. Poxycat. Det øjeblik filmen begynder at centrere sig omkring disse to karakterer, begynder den så småt at smuldre under vittigheder om babybæ og dialogscener, der er som taget ud af et fejlslagent dansk sketchshow. Vittigheden er som oftest at de to brødre er dumme, men Øgendahl er dummest.
I sidste ende betyder det, at vi sidder med en film, hvor det absolutte højdepunkt består i linjen: ”Den store bukkebruse stangede trolden i fossen… Hov, det må da være en trykfejl, der skal da stå fi…”, hvilket få minutter efter efterfølges af en længerevarende diskussion imellem Mr. Poxycat og Øgendahl om hvorvidt det hedder en fosse, fordi eventyr er skrevet i intetkøn eller ej.
Det første kan få en til kortvarigt at smile, hvis man er til dårlig humor. Hvis så bare den dårlige humor var leveret ordentligt, men alt det efterfølgende fik nedsablet og begravet alt den entusiasme der måttet have været opbygget. Vittigheder mister alt deres appeal i det øjeblik, man begynder at forklare dem, hvilket i høj grad er denne film i en nøddeskal. For de kan ikke bare lade noget fise forbi uden at det skal diskuteres og tampes ihjel.
En komiker får tæsk
Det er let at komme til at lyde gammelsur med film som Alle for To (2013), men der er også lyspunkter. Et af de helt store lyspunkter er, at man får lov til at se Mick Øgendahl i alverdens ubehagelige situationer, hvor han kommer slemt til skade. Det lyder måske en anelse morbidt, men det viser sig, at Mick Øgendahl er ganske fin til at håndtere fysisk komik, samtidigt med at det selvfølgeligt giver en vis form for befrielse, at se hans karakter i ekstrem smerte efter alt det han har trukket én igennem.
En gang kunne man mene at Mick Øgendahl var sjov (en type der åbenbart findes overvældende mange af), men efter hans sidste par sketchshows og nu Alle For To, begynder man så småt at blive overordentligt træt af ham. Om det er hele hans eksistensgrundlag, som er så ensporet, eller om det er det faktum, at han burde være blevet bedre med årene, er svært at vide, hvad der er værst. For denne film er formentligt noget af det værste og mindst engagerede, man har set ham i.
Det er en forfærdeligt forudsigelig og usjov film, der altid går efter de lavest hængende æbler. Man burde kunne forvente og forlange mere, også når det intenderede publikum befinder sig i teenagealderen.
