Titelmelodien til filmen ”Alle gaar rundt og forelsker sig” er blevet en af dansk films helt store schlagere med årene. Den er ligeså klassisk som den amerikansk ditto ”Somewhere over the Rainbow”. Og det er selvfølgelig også Kai Normann Andersen, der står bag. Han er sammen med Svend Gyldmark landets hele store filmkomponister.
Det er derfor heller ikke uden grund, at filmen har fået en slags klassiskerstatus i dansk film – og den har sikkert også været nævnt til kanonudvalgtes møder undervejs. At den er alligevel ikke er blevet kanoniseret, skyldes i særdeleshed at filmen ikke er særlig god.
Filmens instruktør, Emanuel Gregers, havde eller nok at se til i 1941. Han instruerede fire ud af fem film for Nordisk Film det år og er nok mest kendt for at introducere den danske folkekomedie til lærredet med film som ”Thummelumsen” og ”Sørensen og Rasmussen”. Gregers var tilmed gift med en af landets helt store stjerner, Marguerite Viby fra 1932 til 1938. Samme år blev Viby så gift med teaterdirektøren Knud Wold og de fik datteren Lise, der senere er blev kendt under navnet Susse Wold.
Vi har fat i det man i gamle dage kaldte for en operettefilm. Det er nøjagtig det samme som en musical og er man til musicals har filmen sin charme, alene på grund af de gode ørehængere som lydsporet byder på. En anden genrekonvention fra musicalen er, at plottet ofte handler om en opsætning af en musical på scenen. Lars von Trier brugte også denne konvention i sin musical ”Dancer in the Dark”, hvor lillebyens amatørteater skulle opsætte ”The Sound of Music”.
Filmen er fra 1941 og foregår samtidigt, dog uden den mindste antydning af, at landet er besat af et herrefolk sydfra. Blandt korpigerne på Centralteatret hersker der en ånd af skrukhed og ungpigedrømme om familieværdier, der får den belæste Mette til at falde uden for kategori. Hun er aldeles ikke interesseret i mandfolk og vil hellere udvikle sig åndeligt igennem læsning og studier. De andre piger håner hende og hun tilbyder dem et væddemål. Mette skal på en måned få tre mænd til at gå knæ med en friers intentioner. Om det lykkedes skal ikke afsløres her, men det må naturligvis lave grobund for en vis forvirring, der passer det komiske aspekt godt.
I hovedrollerne har vi den gæve Lilian Ellis, der var vendt hjem fra tysk film (i tide), og fik et slags gennembrud i rollen som Mette. Desværre nåede Ellis ikke at lave ret mange film på dansk, fordi hun døde på operationsbordet ti år senere i en alder af 43 år. Der skal selvfølgelig også være en slags femme-fatale i filmen, som kan gøre forvirring i plottet endnu mere udtalt. Det er Oda, der spilles med kløgt af Sigrid Horne-Rasmussen, der senere har været en af vores største rappenskralder.
På herresiden er der de tre bejlere. Den første er Peter Malberg, der allerede her viser sit talent for komediens overspil i rollen som den aldrende Kontorchef Bøgholm, hvis stivnede blod vækkes til live med udsigten til at få fat i Mette. Den anden er Hans Kurts (en stor sanger, i øvrigt) udgave af en blikkenslager, der også kan få den frække Mette til at trække på smilebåndet. Men kunstner er han ikke. Det er derimod Erik Sommer, en konservatorieuddannet komponist, der render rundt med alskens gode sange i brysthulen og blot drømmer om et gennembrud. Han spilles af Erling Schroeder, med alt hvad den lidende kunstner skal besidde. Og det inkluderer en indædt foragt for kvinder, der kan forstyrre den kreative proces – men mon ikke lille Mette kan blive en muse for Erik Sommer.
Danske musicals er som alle andre film indenfor genren ganske lystige og dermed helt og aldeles ufarlige. Musikken fejler intet, de koreograferede danseoptrin, der stedvist akkompagnerer musikken har på ingen måde Hollywoods flair for storhed og virker som sådan ret dilettantiske. Dramaturgien er middelmådig og glemmer endda at binde en sløjfe om et par af bifigurerne. Det bliver alt i alt en lidt kedelig omgang nostalgi, der har den klassiske glans over sig. At filmen har været et ganske godt afbræk i sin tid, hvor verden var i krig, skal der ikke herske nogen tvivl om, men man har sprunget over hvor gærdet var lavest. Bortset fra musikken, enkelte komiske optrin og stedvise gode præstationer af skuespillerne, må filmen siges at være til glemmebogen i filmisk forstand.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.