Skriv en kommentar
Terrorisme er altid et meget sensitivt og skrøbeligt emne. Enten ser vi de grufulde billeder på tv – eller måske har vi måske være så uheldige at opleve det tæt ind på kroppen. Årsagen kan stadig være skræmmende og et psykisk traume for resten af livet. Disse emner bliver også taget op i Mikhäel Hers’ nyeste film, hvor der bliver belyst både sorg og traumer.
Hverdagens Paris
Forstil dig at hele din verden braser sammen på én enkelt dag. Dette sker for David ( Vincent Lacoste) der til dagligt har diverse småjobs, som han trives godt med. Men en dag vælter hele hans verden sammen, da et terrorangreb rammer Paris og han mister sin søster, Sandrine ( Ophélia Kolb). David efterlades nu hans søsters 7 årige datter, Amanda ( Isaure Multrier). De to skal nu forsøge at få en normal hverdag igen, selvom sorg og traumer fylder meget.
Modigt tematik og skuespil
Som tidligere nævnt er terror aldrig et sjovt emne. Mikhäel Hers fortælling dog denne historie med ømhed og sympati. Terrorisme er kun en stor skygge i denne film, og vi får kun præsenteret terrorangrebet ved at se en park med beskudte folk. Ellers bruges terroren som en lang og ubehagelig skygge for David og Amanda. Filmen hedder muligvis Amanda, men det er nu David, der er en altafgørende hovedrolle, der bliver spillet til perfektion af Vincent Lacoste. Davidkarakteren er nuanceret, hvorpå man både ser hans maskuline side, men også den sårbare mand, der er i smerte. Desuden spiller den unge Isaure Multrier også sin rolle rigtig modigt, hvor hun som skuespiller skal i kontakt med følelser, hun højt sandsynlig ikke har skiftet bekendtskab med endnu.
En historie om håb
Selvom filmen berører både sorg og tab, så er handler filmen også i stor grad om håb. Davids kæreste, Lena, bliver skudt i terrorangrebet, men hun overlever. Hendes karakter er et symbol på håbet, og hvordan livet kan gå videre efter den største tragedie. Filmen tempo er langsomt og roligt, hvilket udgør en større autenticitet, da man virkelig føler for karaktererne. Filmen ender i London, Wimbledon, hvor symbolet på sejr og tab for alvor kommer til udtryk. Det kan muligvis anses som en lidt fjollet metafor for de forfærdelig ting, karaktererne har gennemgået, men det påvirker stadig den lille Amanda.
”Amanda” er en film om tab, sorg, traumer, men med håb i vente. Vincent Lacoste giver et rørende og vellykket portræt af et såret menneske, og får et godt sammenspil med den unge, Isaure Multrier. Mikhäel Hers tager emnet alvorligt, men fokuserer ikke på selve angrebet, men den menneskelig tragedie, angrebet har ledt til.
