Skriv en kommentar
Den berigende hymne
Den amerikanske soulsanger, Aretha Franklin (1942-2018), havde i 5-6 år været kendt som Queen of soul med store succesfulde hits som ”Respect”, ”Chain of Fool”, ”Think”, da hun i januar 1972 gav to velbesøgte gospelkoncerter i en baptistkirke i det sydlige Los Angeles, hvor hun første aften optrådte med store hvide øreringe og en stor hvid kjole med glinsende pailletter. Præsten var prædikanten med gospel som frelseren, og med det samme siger: at vi er til gudstjeneste, og vi er med i Helligånden.
Aretha Franklin startede lidt usikkert ved klaveret med lukkede øjne, men prædikanten James Cleveland fortsatte på klaveret, mens Aretha Franklin mere kom til sin svingende ret, men desværre stående bag alteret, så hun virkede ikke helt fri. Hun blev grebet af prædikantens Helligånd, og sang sig varm med et gospelkor i ens klædte dragter. I starten af filmen var der en flot overgang, hvor vi er med i øvelokalet og tankerne omkring fremførelse af You got a Friend og vi går direkte over i koncertversionen uden lydforstyrrelse og med stemmens intensitet.
Det gode ved filmen er, at det er de to aftners udtryk – samlet i en film, og at vi ikke, på grund af Aretha Franklins dødsfald i 2018, har fået kormedlemmer, børn af prædikanter og slægtninge til at udtrykke ligegyldige og forventede udtalelser om hendes værd – det gør musikken godt nok. Og publikum blev med hendes entusiasme opstemte, og kom euforisk videre i tilværelsen, og blandt publikum var også en hvid smilende mand i bevægelse: Mick Jagger.
Aretha Franklin stammede fra byen Detroit, hvor faderen også var baptistpræst – og han var inviteret til koncerten og fik ordet, hvor han lovpriste datterens sangstemme. Nu er det svært at vide, hvilke tanker faderen har haft, da Aretha Franklin i 1960´erne havde de store pophits!!
Ildsjælen Sydney Pollack
Filmen lod vente på sig, og det var filminstruktør Sydney Pollack (1934-2008) , der blev sat til at lave en koncertfilm med sjælens mester – men filmen blev aldrig gjort færdig, da der var for meget kaos i optagelserne. Måske var fotograferne også blevet ramt af Helligånden? Når man optager, bliver lyden normalt eftersynkroniseret, men i dette tilfælde måtte klipperne melde pas, da det planlagte var flyvende – og filmen blev optaget i kølvandet på det store musikfilm fra 1969 om dagene i Woodstock – og Pollack brugte samme virkemidler med at sætte to filmklip over for hinanden – som vi også så i Woodstock-filmen, som til tider havde tre forskellige filmklip på samme strimmel.
Det er glædeligt, at filmen nu er kommet på lærredet, og det er værd at vide, at der sikkert ligger hundrede af koncertoptagelser på folks lofter, kældre, arkivskabe med datidens store musikkoryfæer, som vil begejstre publikum og ikke kun producenterne. Tænk hvis Mick Jagger og Aretha Franklin ved samme lejlighed har sunget sangen Amazing Grace i en smuk duet, og gemt den i en skuffe?
